UTI: Politikere

Mænd uden Gud

2025-07-19 by Admin

"That the moralist—in whatever disguise—can give us as much trouble as the politician—in whatever disguise—is certain. But of course it may be as a politician that he is found to have disguised himself! Or the politician may disguise himself as a moralist—that is very bad indeed, when the politician does that! But in whatever form this interfering personage may turn up, there is one thing about which you may be perfectly certain; and that is, that the old crude humanist or humanitarian values of good and of bad will not be found in his repertory of annoyance. If that were so we should not have to bother about him very much, There is no advertisement value today—luckily for the artist (if not for other people)—in the simple-hearted good and bad of the old morality." (s. 129)

Lewis skrev i 1934 og det var før Nazismen, før ungdomsoprøret og før internettets forfladigelse ... demokratisering af viden og man kan ikke lade være med et spekulere over, om ikke han ville have smilet nostalgisk og længselsfuld ved tanken om sin tids moralister, hvis han havde haft den tvivlsomme fornøjelse af møde vores.

Halvfems år er længe siden. Dengang kom det moraliserende tryk oppefra, så at sige, med den enorme tyngde af kristent vraggods efterladt af en døende Guds herboende repræsentanters teologiske krampetrækninger. Længslen, den romantiske (som også senere var identisk med den nazistiske/kommunistiske), efter værdier og orden censurerede og begrænsede med referencer til historien og teologien og resonerede stadig af en stemning i folkedybet med bund i et stadig fælles folkeligt traditions- og tankegods. Politikeren og moralisten var ofte — eller kunne være — en og samme persen.

"Our contemporary moralists are of many kinds. But there is one respect in which they remarkably resemble one another: for all, starting from the premise of our autonomous nature, seek to rob us of artistic as of political freedom, in the name of this, that, or the other Law." (s.130-131)

Selvom meget er ændret og moralisten er kørt ud på et sidesporet og vel hægtet helt af og står tilbage som en kuriøsitet, mest af alt fordi trykket ikke længere er et, som kommer oppefra, og fordi politikeren i den grad i den sammenhæng er irrelevant i sin inkarnation som karakterløs taburetklæber (kan man forestille sig nogen i enhver større sammenhæng mere irrelevant karakter end f. eks. Mette Frederiksen?), så er de vist ikke længere en og samme person. Måske fordi der ikke længere, for andet end nogle få meget umoderne idealister, er andet at sælge en skattelettelser og had mod fremmede.

Det moralske tryk har vi fornøjelsen af at se komme nedefra i skikkelse af folkelig forargelse som oftest udspringer af et eller flere individers eller gruppers sentimentalt funderede meget personlige vildfarelser. Det er uden fundament i både religiøs, filosofisk eller faktuel henseende, men udsprunget af tilfældige følelser inspireret af lige så tilfældige begivenheder. Det er forargelsen som drivkraft, ikke den religiøse på Guds vegne, den er forbeholdt islamisterne, men den dybt personlige ideosynkratiske, som udspringer udelukkende af følelser og stemninger. Den er sentimental i sin natur. Humanismens endegyldige sejr.

Det mest forfærdende men også komiske eksempel er, hvordan talløse skarer for kun få år siden rejste sig fra dybet villige til at lægge klodens skæbne — for så vidt som den overhovedet er truet — i hænderne på en mentalt forstyrret svensk teenager, hvis hysteriske anfald i fuld offentlighed tillagdes en betydning som bedst kan sammenlignes med den betydning der i dybt religiøse kredse tillægges mirakler som stigma eller brændende buske.

"Down there, one hears, lies a deep, illimitable reservoir of righteousness and wisdom, unpolluted by the corruption of privilege. What baffles statesmen is to be solved by the people, instantly and by a sort of seraphic intuition. Their yearnings are pure; they alone are capable of a perfect patriotism; in them is the only hope of peace and happiness."

Så selvom resultatet vel er det samme - seeking to rob us og artistic as of political freedom - er resultatet et andet og langt mere skræmmende, alene fordi det er sentimentalt og dermed tilfældigt, ustadigt, omskifteligt.

Omtrendt som humøret hos et forkælet og lettere hysterisk barn. Gad vide hvordan man ville have håndteret sådan et på Wyndham Lewis' tid?

— Wyndham Lewis: Is Satire Real? In: Men Without Art, New York 1934
— H. L. Mencken: Notes on democracy, New York 1926.

(valg)dagens motto

2015-06-18 by Admin

Mens vi venter på at blive bedraget og løftebrudt, overlader vi ordet til en forfatter som døde for 2400 år siden.

Mit hjerte ønsked’ ej at binde sig ved ed.
Hvad tungen banded’ på forpligter ej min sjæl.

Fra Aristofanes: Frøerne v. 101-102 i dansk oversættelse ved Kai Møller Nielsen, Syddansk Universitetsforlag 2006.

Originalen lyder således og vi ser bort fra konteksten, for det er egentlig Aristophanes der citerer Euripides.

φρένα μὲν οὐκ ἐθέλουσαν ὀμόσαι καθ’ ἱερῶν,
γλῶτταν δ’ ἐπιορκήσασαν ἰδίᾳ τῆς φρενός.

Vi tager den lige på engelsk også i B. B. Rogers overs. (1909):

‘Twas not my mind that swore: my tongue committed
A little perjury on its own account.

… og lige en gang til på engelsk ved Gilbert Murray (1938):

… or souls that won’t take oaths
while tongues go swearing falsely by themselves.

Kunsten at omgås politikere

2012-03-13 by admin

“Vogn, dorske Sjæl!
vogn op, hvor kan du sove?“

Jeg læste en artikel, eller måske en kronik, for en del år siden, hvor en filosofisksindet person (det kunne have været Sløk og det var formodentlig omkring den tid hvor “Det her samfund” udkom – i hvertfald var det inden Clinton ikke formåede at lyve overbevisende om den affære, han heller ikke helt formåede at gennemføre med Monica) forsøgte at belære os om at det er enhver politikers ret og pligt på under visse omstændigheder at lyve for pressen og offentligheden. Vel at mærke ikke om bagateller som Clintons udenomsægteskabelige aktiviteter, som jo strengt taget ikke vedkommer andre end Clinton og frue, men om sager der bedst behandles eller beslutninger der bedst træffes uden at offentligheden på forhånd, eller nogensinde, har adgang til alle eller overhovedet nogen af sagens detaljer. Den ganske fornuftige og velargumenterede artikel til trods, lykkedes det en i offentligheden ganske velkendt, ældre og erfaren men også temmelig naiv politiker at latterliggøre sig selv ved både at lufte sin forargelse og samtidig forsikre befolkningen om at han i hvertfald ikke kunne finde på at lyve.

På den anden side må man sige, at hvis man som vælger konstant går rundt med en nagende mistanke om at ens repræsentant på tinge ofte, og ikke udelukkende af altruistiske åsager, omgås sandheden lidt letsindigt, så er man jo nok mindre tilbøjelig til at tilgive selv den mindste fortielse, med mindre man selvfølgelig bare har givet op og ikke tager det hele særligt alvorligt. Den demokratisk valgte politiker har ikke pligt til at varetage statens interesser og slet ikke befolkningens som sådan, men udelukkende de interesser han repræsenterer og der for kan det undertiden være meget svært at vide hvad der egentlig bliver sagt og sandhedsværdien af det. Et eksempel følger:

Følgende tekst er et læserbrev fra Anne Baastrup (SF), formand for Folketingets Retsudvalg, fra Information d. 1/3 2012, gengivet in extenso:

"Børn skal ikke være kriminelle. Men de skal heller ikke spærres inde, som de borgerlige mener.

Aldrig i livet. Både fordi det er hamrende kynisk at sætte børn bag tremmer. Men også fordi det ganske enkelt ikke gør dem mindre kriminelle. Snarere tværtom.

Regeringen har lyttet til eksperterne. De siger at landets kommuner skal have alle de nødvendige muligheder for at sikre den sociale- og forebyggende indsats. Blandt andet sådan sikrer vi færre problemer med utilpassede unge.

Færre kriminelle børn. Og i sidste ende færre ofre. Det burde alle kunne enes om. Også de borgerlige."

Sådan kan man præsentere en politisk holdning, nødtørftigt kamoufleret som argumenter, men reelt noget som burde være postet på facebook eller twitter. Hvorfor? Lad os kigge lidt på det.

"Børn skal ikke være kriminelle. Men de skal heller ikke spærres inde, som de borgerlige mener."

Børn skal ikke være kriminelle, nej det er jo selvindlysende, men det er der jo ingen der skal. Hele argumentationen falder fra hinanden allerede i læserbrevets første ord, med begrebet “børn”, for hvad er et barn? Baastrup tager med største selvfølgelighed udgangspunkt i, at man er barn til man er 15 og derefter, fra den ene dag til den anden, er man pludselig voksen. For efter midnat, natten til den dag man træder ind i sit sekstende år, er man pludselig – juridisk – gammel nok til straf. Men eftersom den grænse er juridisk og ikke fysiologisk eller psykologisk bestemt, giver “Børn skal ikke være kriminelle.” ikke meget mening uden en nærmere definition af, hvad det vil sige at være barn.

Selvfølgelig er der ingen – formodentlig heller ikke Anne Baastrup – som i fuld alvor mener, at voksenalderen indtræder – som ved et trylleslag – på et splitsekund en bestemt nat femten år inde i ens liv. Tanken er absurd. Derfor er læserbrevets anden sætning lige så meningsløs som den første. Dilemmaet er tydeligt: enten tvinges Anne Baastrup til at indrømme at hun også tillader at børn spærres inde (de som ikke er nået at blive helt voksne inden de blev femten) eller også at de borgerlige rent faktisk i en hvis udstrækning har ret, nemlig at en eller anden procentdel af de fjortenårige rent faktisk er voksne i en eller anden udstrækning.

Den eneste diskussion der her er relevant er en diskussion af hvornår barndommen ophører, hvilket er den diskussion som Anne Baastrup bevidst undgår ved at forudsætte sin egen egntligt ganske vilkårlige definition deraf. Det eneste reelle konkrete tegn på at barndommens ophør er vel pubertetens indtræden.

"Aldrig i livet. Både fordi det er hamrende kynisk at sætte børn bag tremmer."

Eftersom uenigheden i denne diskussion handler om hvornår man er gammel nok til at blive straffet (dvs ikke længere er barn), kan der naturligvis aldrig være tale om kynisme, men højst om at være i en tilstand af uvidenhed eller offer for misinformation.

"Men også fordi det ganske enkelt ikke gør dem mindre kriminelle. Snarere tværtom."

At børn ikke bliver mindre kriminelle af at sidde i fængsel er næppe en kendsgerning der forsvinder den dag de bliver femten; forstået således at hvis en på 14½ år bliver mere kriminel ved at sidde i fængsel, gælder det tilsvarende også for en på 15½ år. Eller for de fleste andre. Ovenstående er et generelt argument mod straf og sådanne skal man passe på med at anvende partikulært, det kan ende med at ramme en selv. Hvorfor vil Anne Baastrup oplære dem på 15½ år til kriminalitet? Har hun ikke bedre forslag at komme med?

"Regeringen har lyttet til eksperterne. De siger at landets kommuner skal have alle de nødvendige muligheder for at sikre den sociale- og forebyggende indsats. Blandt andet sådan sikrer vi færre problemer med utilpassede unge."

Efter den obligatoriske tilsvining af politiske modstandere, for at være kyniske børnemishandlere, følger så en henvisning til uspecificerede autoriteter (et meget løst formuleret argumentum ad verecundiam): det er svært ikke at være enig i vigtigheden af en social- eller forebyggende indsats, omend man godt kan påstå at det er lidt sent at forebygge post festum.

Derudover kunne det også være relevant at spørge indtil, hvad der ikke gives svar på, nemlig hvad Fru Baastrup mener der også skal gøres, når den forebyggende indsats er noget blandt andet!

"Færre kriminelle børn. Og i sidste ende færre ofre. Det burde alle kunne enes om. Også de borgerlige."

Og til sidst får vi konklusionen på den ikke helt logiske tankerække:

“I er kyniske!” -> “Det er vi ikke!” -> “Eksperterne giver os ret.” -> “Det må i da kunne se!”

Der er – selvfølgelig – intet argumentatorisk tvingende i Anne Baastrups pointe, som blot er den allertydeligste demonstration af, at politik ikke handler om andet end at blive eksponeret mest muligt i medierne, muligvis for at fremme egen chance for genvalg gennem manipulation af den mindre reflekterede del af vælgermassen. Problemet er at det kræver en ikke ringe mængde dannelse at gennemskue og modstå det sansebombardement af logiske kortslutninger, ideologisk fundrede partiprogrammer og faktuelt forkerte og mere eller mindre bevidste løgnhistorier som udgør hovedparten af den mængde information som udspringer fra vore politikere og hvad du fanger i paraderne den ene dag, skal nok fange dig i et uopmærksomt øjeblik den næste. Du undslipper ikke!

PS. Hvis du nu, efter at være nået helt herned, fordi ovenstående eksempel inddrog en politiker fra SF, tænker: “Typisk venstrefløjen!” så beklager jeg at have spildt din tid, for så har du intet forstået af det hele.

—“Vogn, dorske Sjæl…” er Emil Aarestrup

A propos politikere

2011-03-03 by admin

“Such tests arise inevitably out of democracy—the domination of unreflective and timorous men, moved in vast herds by mob emotions. In private life no man of sense would think of applying them. We do not estimate the integrity and ability of an acquaintance by his flabby willingness to accept our ideas; we estimate him by the honesty and effectiveness with which he maintains his own. All of us, if we are of reflective habit, like and admire men whose fundamental beliefs differ radically from our own. But when a candidate for public office faces the voters he does not face men of sense; he faces a mob of men whose chief distinguishing mark is the fact that they are quite incapable of weighing ideas, or even of comprehending any save the most elemental—men whose whole thinking is done in terms of emotion, and whose dominant emotion. is dread of what they cannot understand. So confronted, the candidate must either bark with the pack, or count himself lost. His one aim is to disarm suspicion, to arouse confidence in his orthodoxy, to avoid challenge. If he is a man of convictions, of enthusiasm, of self-respect, it is cruelly hard. But if he is, like Harding, a numskull like the idiots he faces, or, like Cox, a pliant intellectual Jenkins, it is easy.

The larger the mob, the harder the test. In small areas, before small electorates, a first-rate man occasionally fights his way through, carrying even the mob with him by the force of his personality. But when the field is nationwide, and the fight must be waged chiefly at second and third hand, and the force of personality cannot so readily make itself felt, then all the odds are on the man who is, intrinsically, the most devious and mediocre—the man who can most adeptly disperse the notion that his mind is a virtual vacuum.”

— H. L. Mencken: Bayard vs Lionheart. July 26, 1920. En kommentar til valget mellem Harding og Cox.