F. W. Murnaus film Nosferatu, eine Symphonie des Grauens fra 1922 baseret på Bram Stokers bog om Dracula, er, som film betragtet, i sagens natur en noget ujævn oplevelse; filmen er snart 100 år gammel og stammer fra en periode der vist kun kan kaldes for spillefilmens fødsel. Vi ser helt bort fra at den kun er bevaret ved held og tilfældigheder og restaureret og sat sammen fra flere kopier (hvilket kan ses) og hentyder i stedet til historien i sig selv, som er en simplificeret udgave af Stokers fortælling, som bygger langsomt, efter moderne standard meget langsomt, op til den dramatiske og rørende afslutning, der ikke just er en happy end i traditionel forstand, men dog alligevel ganske smuk. Men hvad filmen måtte mangle som narrativ henter den så absolut på billedsiden, der på én gang scenografisk er temmelig simpel og alligevel – eller måske i virkeligheden netop derfor – uhyre effektfuld. Jeg greb mig selv i at tænke flere gange undervejs, at et still dér og dér og dér ville kunne blive til en fed plakat, for billedsiden, med sine dybe skygger og kornede sort-hvide billeder, og Max Schreck i rollen som den groteske vampyr Grev Orlok, skaber en dyster og tidløs stemning som gør dette til en af de film der simplethen skal ses. imdb

Anbefales kraftigt.

PS! Nu er vi ikke ganske imponeret af filmbranchens hang til hjernedøde remakes og intetsigende sequels, men i dette tilfælde skal det nævnes. at Werner Herzogs Nosferatu: Phantom der Nacht (eng: Nosferatu the Vampyre) fra 1979 imdb er et “remake” af Murnaus film med Klaus Kinski, Isabelle Adjani og Bruno Ganz i hovedrollerne, og at Shadow of the Vampire (2001) imdb er historien om filmatiseringen af Nosferatu, med John Malkovich som Murnau og Willem Dafoe som Max Schreck. Som en kuriøsitet kan det nævnes, at så sent som i sommer, 80 år efter Murnaus død, blev hans grav i Berlin plyndret og hans kranie stjålet. The Guardian.