UTI: Kierkegaard

Travlhed

2025-09-03 by admin

"Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunne vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?"

— Kierkegaard (SV3 2,28)

Danmark

2025-07-11 by Admin

“Min hele Betragtning af Danmark gjør mit Liv uhyggeligt her; der er noget Uhyggeligt i, at vide og være forvisset om et Lands Undergang, medens Alle juble ved Tanken om en mageløs Fremtid.”

— Søren Kierkegaard NB 9:36

Hin Enkelte

2014-03-22 by N.N.

“Hvad vil da Samvittigheden indskærpe ved Bevidstheden om, at Du er en Enkelt? Den villære Dig, hvis Du dømmer (thi i saare mange Tilfælde vil den afholde Dig fra at dømme), at Du da har Din Dom paa eget Ansvar; at Du med Undseelse som for en Afdød prøver, hvad Du forstaar og hvad Du ikke forstaar; den vil skrække Dig fra at søge den glimrende Udflugt til Elendighed, at i Ere Mange, thi mange Daarer gjør dog ikke een Viis, og Mængden er en tvetydig Anbefaling for en Sag; jo større Mængden er, desto sandsynligere, at Det den priser er Daarskab, desto usandsynligere, at det er Sandhed; og allerusandsynligst at det er nogen evig Sandhed, thi evigt er der jo netop ingen Mængde. Sandheden er ikke saaledes, at den Strax behager en letsindig Mængde – og i Grunden gjør den det aldrig; Sandheden maa netop forekomme en saadan Hob taabelig.”

— Kierkegaard: Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, p.121-2 3.udg.

Udødeligheden

2011-11-11 by N.N.

A propos B. S. Ingemann:

“En af vore Digtere (Ingemann) skal, sentimentalt, være af den Mening, at endog ethvert Insekt er udødeligt.

Manden har Ret, kunde man fristes til at sige; dersom nemlig Mskene som de nu tildags fødes en masse ere udødelige, saa synes det ikke ubilligt, at ogsaa Insekterne blive udødelige.

Det er dette rigtige Theevands-Sludder, der er saa hjerteligt og rørende ægte Præste-Vrøvl, som altid excellerer i, hjerteligt, at udvande alle Begreber saaledes, at de blive til Intet, ja næsten modbydelige! Udødelighed, det | var engang det høie Maal, som Slægtens Heroer saae op til, ydmygt bekjendende, at denne Løn var saa overvættes, at Lønnen stod i intet Forhold til deres meest anstrengede Stræben – og nu er enhver Luus udødelig.

I Sandhed Ingemann, han burde have været Præst, indbunden med Fløiel baade i Ryggen og paa Maven og med en Guldqvast paa Skulderen! Skjøndt jeg ellers ikke kan lide at man vrænger med en Mands Navn, er der dog virkelig Noget i, at Heiberg kaldte ham: Ingenmand.

O det er afskyeligt, og det Afskyelige er især, at der ere Tusinder hvem Sligt synes en skjøn Følsomhed! Gid saa da blot ogsaa den gavtyveagtige Industrie vilde bemægtige sig denne Tanke, og Gavtyve af Præster (»Gaudiebe«) faae »en christelig Regjering« indbildt, at der christeligt | ogsaa burde gjøres Noget for Insekterne, disse udødelige Skabninger, at der burde ansættes nogle Sjelesørgere, i ethvert Fald oprettes nogle Levebrød..”

— Søren Kierkegaard: NB31:127 ⋅ 1854

Eensomheden

2011-09-22 by N.N.

“Det er en frygtelig Satire og et Epigram over den nyere Tids Timelighed, at den eneste Anvendelse man nu veed at gjøre af Eensomheden er en Straf, er Fængslet. Hvilken forskel siden den Tid, da man, hvor verdslig end Timeligheden altid har været, dog troede paa Klosterets Eensomhed, da man altsaa ærede Eensomheden som det Høieste som det Eviges Bestemmelse – og nu da man afskyer den som en Forbandelse, saa den kun kan bruges som Straf over Forbrydere. Ak, hvilken Forandring.”

— Kierkegaard: Pap. VIII.I A40

Allerede dengang!

2011-02-28 by admin

“Deri er vor Tids Lyrik forskjellig fra Middelalderens – at medens i vor Tid den tilfældige Individualitæt voltigerer i sin egen Tilfældighed, hvorfor ogsaa den Enes Lyrik er uforstaaelig for den Anden; i Middelalderen derimod har Lyriken en heel Objektivitæt for sig, det er ikke Individet, det er Mennesket (Adam ɔ: Mskheden) ethvert Træk er verdenshistorisk, dette Ord forstaaet i ideel Forstand.–”

— Kierkegaard, d. 15 Martz. 1839

At være offentlig Charakteer.

2010-09-22 by N.N.

“I et saadant lille Hul som Danmark, hvor Man har disse Tusinder som ere Ingenting, blot Numerus, lige paa sig og slet ingen Afstand, og slet intet Selskab i en Kreds for sig af offentlige Charakterer: der at skulle være offentlig Charakteer, er et reent Martyrium.”

— Kierkegaard: NB10:148

At være en kvinde

2006-03-22 by N.N.

“At være en Qvinde er noget saa besynderligt, saa blandet, saa sammensat, at intet Prædicat udtrykker det, og at de mange Prædicater, hvis man vilde bruge dem, sige hinanden imod paa en Maade, saa kun en Qvinde kan udholde det, ja hvad værre er finde sig lykkelig derved. At hun i Virkeligheden betyder mindre end Manden, er ikke hendes Ulykke, end mindre hvis hun fik det at vide, thi det lader sig jo udholde, nei Ulykken er, at hendes Liv i den romantiske Bevidsthed er blevet meningsløst, saa hun det ene Øieblik betyder Alt, i det næste slet Intet, uden nogensinde at faae at vide, hvad hun dog egentligen har at betyde, og dog er dette ikke Ulykken, men væsentligen er den den, at hun ikke kan faae det at vide, fordi hun er Qvinde. Jeg for mit Vedkommende, hvis jeg var Qvinde, vilde hellere være det i Orienten, hvor jeg var Slavinde; thi at være Slavinde, hverken mere eller mindre, er dog altid Noget i Sammenligning med at være hu hei og ingen Ting.”

— Kierkegaard: SLV, SV3 bd. 7, s. 54

At have en sag

2005-09-22 by N.N.

“Det er faldet mig paa, om ikke her atter stikker et Hykkelsk i denne megen Tale om at have en Sag, at være en alvorlig Mand, der har en Sag o: s: v:.

Jo ganske vist. Sagen er den, Ingen tør i vor Tid være Person; den ene er saa bange for »de Andre« at han ikke ɔ: at Ingen tør være et Jeg. Msk-Frygt er det Dominerende; og som jo allerede Oldtiden (Aristoteles etsteds i Politik eller Ethik) har sagt: Tyrannie og Demokratiehade hinanden ligesom den ene Pottemager hader den anden, det er, det er samme Regjeringsform, kun at i Tyranniet er Een, i Demokratiet de Mange Tyrannen.

Men tilbage til det at have Sag. Man tør ikke af Frygt for de Andre være Jeg, derfor stræber man at blive et | Upersonligt, blive en Sag, Sagen, et Princip o: s: v:.

Dette har saa igjen ført til Anonymitet. I saa smaa Forhold som de danske er Anonymitet næsten nødvendig, hvis Misundelsen og de Manges Tyrannie ikke altfor stærkt skal sættes i Bevægelse.

Alt tenderer til at afskaffe Personlighed; men naturligviis skeer det under det hykkelske Opspind, at det naturligviis er et stort Fremskridt, at det er en ganske anderledes Alvor end da der var Jeg’er og Personlighed.

Hvor hykkelsk! Nei, det er Cujonerie, og tillige er det Klynkerie, for nemlig altid at kunne være Flere – og man tør aldrig være alene, aldrig være Jeg. Men naar det er »Sag«, saa er det jo strax Flere – saa man da fremfor Alt er sikkret for den Fare man i vor usle, usle demoraliserede Tid meest frygter for: at være ene, et eensomt Jeg.”

— Kierkegaard: NB29:2