Under den sigende, men måske ikke synderligt velvalgte overskrift “Nej til bederum, ja til fædreland” forsøger forfatter, cand. mag. og fhv. næstformand i DR, Ole Hyltoft, i en kronik (JP, d. 4/5 2017) at argumentere for, hvorfor der ikke bør være bederum på danske gymnasier, hvilket for undertegnede lyder ganske rimeligt, men desværre også en hel del mere rimeligt end den argumentation derfor, som Hr. Hyltoft fremfører. For eksempel er påstanden om, at almendannende skole som det danske gymnasium skal være rationel, måske at strække den en smule, men vi køber den, selvom det selvfølgelig rejser spørgsmålet om hvad der så skal ske med rationaliteten i forhold til f. eks. undervisning i religion i selvsamme skole. Vi ser også bort fra, at Hr. Hyltoft svømmer på dybt vand i sit forsøg på at skille fædrelandskærlighed fra chauvinisme og nationalisme, noget der sagtens lader sig gøre, omend ikke på den vis som forsøges.

Andetsteds kører det helt af sporet, som for eksempel når det fremføres at

“Ordet nationalisme kan vi ikke lide. For det indebærer nedvurdering af fremmede lande. Men den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede. Han forstår, at andre folk holder af deres lande, som vi holder af vort. Nordmændene holder af deres sprudlende elve, franskmændene af deres vinmarker, hollænderne af deres diger og klassiske malere. Ligesom vi holder af vores høje, ranke bøgeskove og grøftekanternes friskgrønne overflod nu her i maj.”

Lad os bare se bort fra påstanden om, at “den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede”, for det kan man da sagtens gøre, selvom det selvfølgelig ikke nødvendigvis er tilfældet. Det er påstande, vi slet ikke gider gå i rette med. Hvad der falder undertegnede langt mere for brystet, er den uambitiøse reducering af danskheden til bøgetræer (de findes overalt i nordvesteuropa) og grøftekanter. Holland må sandelig være et langt mere interessant land, for de har klassiske malere. De har vi også, men åbenbart ikke på samme nævneværdige niveau og det er jo det der er det store problem for alle disse fædrelandskærlige skribenter; de kniber sgu noget så gevaldigt med at finde det virkeligt værdifulde danske frem og få sat ord på det. Måske er det ikke så underligt at så mange vender sig mod amerikansk kultur?

Hyltofts forslag til udbedring af de sørgelige tilstande er – og det konstaterer jeg med stor beklagelse – lige så tåkrummende utilstrækkeligt som de fleste andres; vi skal have morgensangen tilbage i skolerne! For, som Hyltoft skriver,

“bortset fra selv at gå ture i mark og skov er der ikke noget, der lærer én at holde af Danmark som vores sangskat. Aakjærs, Ingemanns og Blichers kærlighed til alle naturens årstider forbinder deres billeder af Danmark med ordenes og versrytmens skønhed. Kærligheden til naturens skønhed bliver nynnet ind i vores bevidsthed.”

Beklager at måtte sige det, men både Aakjær, Ingemann og Blicher er en aquired taste, og altså ikke ligefrem – hvis nogen skulle være i tvivl – toppen af poppen hos tidens ungdom (selvom de måske er det for den generation, der engang også syntes at Liva Weel var det!), hvilket man altså ikke ligefrem kan fortænke dem i. Alle tre herrer kan godt for det moderne øje forekomme en smule støvede og bedagede. Undertegnede kunne godt komme i tanke om forfattere og digtere der selvom de er et par tusind år ældre alligevel virker en del yngre, men de er så beklageligvis ikke danske.

Hyltofts argumenter fejler totalt i deres banale sentimentalitet over egen barndom:

“… og hvis vi ikke havde kærligheden til den danske natur med hjemmefra, fik vi den her hver morgen. »I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo«. Og vinteren er også værd at synge om: »I sne står urt og busk i skjul, der er så koldt derude.«”

og han formår ikke ret meget andet, end at fremstå som en gammel forstokket og lettere senildement pædagog, der, blind på både øjne og ører, forsøger at overbevise en amerikaniseret ungdom om, at Ingrid og Lillebror da er langt bedre …

Vi ved jo godt, at det der ikke kommer til at virke. Det er fantasiløst ad helvede til, håbløst utilstrækkeligt og naivt tilmed:

“Jeg gad vide, om man bruger den danske sanglyrik til at integrere vores nye medborgere fra Mellemøsten i Sandholmlejren, og hvor vi ellers samler dem. Det ville være en hjælp til deres sprogtilegnelse som til at åbne deres øjne for det dejlige danske landskab.”

skriver han i tilsyneladende fuld alvor.

Hvor pokker er den blevet af, fædrelandkærligheden? Den fædrelandskærlighed som ikke bare er tidssvarende, men også konkurrencedygtig i en tid, hvor vi gennem et par generationer villigt har overgivet os til en særdeles invasiv amerikansk inspireret kultur. Er Ingemanns

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
– hans skønhedsrige kommer.

… virkelig det bedste svar vi har? Er dansk kultur og dansk fædrelandskærligehed virkelig bare en lille forkommen fugl der ryster sine vinger i kulden? Hvis svaret er ja, så er det en kamp der er tabt på forhånd og det er virkelig trist.

---

— Ole Hyltoft: Nej til bederum, ja til fædreland, Kronik i JP, d. 4/5 2017