UTI: Fordybelse

Fordybelse

“Samtidig med at folkekirken, statskirken, mister noget af sin opbakning, fortsætter folk med at være religiøst interesserede. Folk tror lige så meget i dag som for 30 år siden, de tror bare på en ny måde, og de søger svarene på livets store spørgsmål andre steder end i kristendommen.

De går over i den nyspirituelle verden. Det er ikke sådan, at folk tager det store skift og konverterer til en anden religion, det ville være gammeldags. Nej, man fortsætter sit individualiserede, moderne liv og tager det fra religionernes store lager, som man nu synes, man kan bruge. Folk siger, at de er religiøse – men på deres egen måde.

Nogle begynder at tro på reinkarnation eller læser en bog af Hummels direktør, Christian Stadil, om personlig karma, hvor de finder nogle bud på, hvordan de kan få succes i tilværelsen, og så tænker de i øvrigt ikke så meget mere over det.

Andre har måske et barn, der skriger hver nat, så man tager barnet til zoneterapeut, hvor der så ligger foldere om gaver fra Østen og livsvisdom fra hinduismen, og alt det der sammenstykker man på sin egen måde og får så religionernes store bolsjebutik.

Det hele smager sødt, der er forskellige farver, man tager lige, hvad man har lyst til, og så lader man resten være. Det giver en selvreligion, som jeg kalder google-buddhisme.”

Generalsekretæren i Det Danske Bibelselskab Morten T. Højsgaard i Politiken


— Mette Højbjerg: Forfatter: Google-buddhismen tager over efter Jesus. Politiken, 29/10 2011