UTI: Ernesto Dalgas

Eros VI

2013-05-18 by Admin

Johanne Louise Heiberg:

Det lette, muntre Sind gjorde hende uforsigtig i sine Ytringer, det varme Hjerte henrev hende til at lytte til den Elskovsrøst, hvoraf hele hendes Kvindenatur var gjennemstrømmet, uden at det faldt i den Ulykkeliges Lov at møde Een, der kunde forvandle Eros til Apollon og give hendes hele Væsen en høiere Retning. Det religiøse Element hos hende var atter her kun som hos den unge, umiddelbare Kvinde, der holder fast ved Guds Barmhjertighed uden at have arbeidet hen mod, hvad Gud kræver af Lydighed og Forsagelse, og den katholske Lære med sin Syndsforladelse gjorde hende tryg for Følgerne af hendes Overtrædelser.(1)

Ernesto Dalgas:

Atter er Eros kommet til Verden for at forme Kosmos ud af Kaos. Og atter skal han leve et Liv og elske og drømme og føle sig salig og gaa under i Ildsvælget uden at vide, at dette er sket utallige Gange før. (2)

Sofokles:

O Eros! Alsejrer i Strid! Du styrter mod bævende Bytte; paa Møens grubede bløde Kinder lurende du dig dølger. Hen over Havet iler du, naaer Hyrdernes lave Hytte. Ej undflyr udødelig Gud, hvor du følger, og ingen paa Jord af Dagens Børn. Den, der har dig, raser.(3)

(1) Johanne Louise Heiberg: Et liv gjenoplevet i erindringen (1944), bd. 3, s.115. (om Maria Stuart) (2) Ernesto Dalgas: Dommedags bog.(s. 283) (3) Sofokles: Antigone. Overs.: Niels Møller.

Små skarpe ting

2013-04-13 by admin

“Men da hun fæster Blikket paa Gudens blege Ansigt, forsvinder det grusomme Smil om hendes Mund. Hun knæler ned og skuer hans Træk, og hendes Øjne fyldes med Taarer.

Hun lægger Haanden paa hans Bryst, der, hvor Tigerens Klo har revet et aabent Saar, og hun siger sagte: »Det er, som jeg tænkte, der var intet Hjerte i hans Bryst«.

Og han rører sig ikke.

Hun lægger sin Kind til hans og kysser ham; men han rører sig ikke. Hun græder og klager; men han rører sig ikke. Hun skriger hans Navn; men han rører sig ikke.

Da griber hun i Fortvivlelse sin liden Kniv og borer den ind under sit venstre Bryst. Hun river sit eget Hjerte ud af Brystet og lægger det ind i hans Legems blødende Saar. Og se! Paafuglefjedrens Straaler bevæge sig for hans Mund.

Hun sætter sig stille ved Siden af ham og holder hans Legeme halvt oppe. Hans Hoved hviler mellem hendes Bryster som i Barndommens Leg. Hun venter stille, medens Solen synker.”

— E. Dalgas: Dommedags Bog s. 314