UTI: Citater

Forvænte mennesker

“Forvænte mennesker elsker at lade sig gribe af panik, nemlig når noget – muligvis – kan true deres forvænthed. Vi véd alle, hvordan groft forkælede børn opfører sig. Just sådan opfører vi os. Vi konstaterer ikke, at det eksempelvis er usundt at ryge, og at det muligvis kan være medvirkende til fremkomst af sygdom og død. Vi bliver derimod slagne af panik, bliver skingre i stemmen, kræver indgreb og forbud og restriktioner. Her er det ikke nok med etik, man må tillige mobilisere juraen, politikerne samt ordensmagten. Rædslen har grebet folket – uagtet vi alle, hvad enten vi ryger eller ikke, bliver ramt af sygdomme og en uafvendelig død.

Panikken vil aldrig mangle anledning, og jeg finder det kedsommeligt at remse op, hvilke temaer panikken i vor tid med fryd har kastet sig over: Ozonlaget, som nedbrydes af spraydåser og køleskabe, den påståede skovdød, der med “videnskabelige” sikkerhed skyldes den sure regn, sprøjtemidler, kemisk industri, døde hummere i Kattegat, afbrænding af giftstoffer i Nordsøen, sældød, burhøns, drivhuseffekten, hvalerne, der måske uddør, og hvad vil verden være uden hvaler? Præcis det, som den nu er uden dinosaurer og sabeltigre!

Min påstand er ikke, at der ikke er realiteter i alt dette eller dog i noget af det. Meget af det kan sikkert være alvorligt nok, og man er da også, så vidt jeg er orienteret, i færd med at gøre noget ved det. Min pointe er alene panikken. men den lægger jeg til gengæld den største vægt på, thi den er i mine øjne et symptom på en mangelsygdom – og altså just den mangelsygdom jeg har gjort opmærksom på, det demokratiske meningstab, der skyldes udelukkelsen af enhver tanke om et yderste mål, som det for alt i verden gjalt om at opnå. Når ideen om den “den evide salighed” – hvad det så end er for noget – går ud, da vil selv den mindste lille trussel antage spøgelsesagtige proportioner. Eller, som tidligere udtrykt: Da vi ikke kan finde ud af, hvad alvor er for noget, da er vi tilbøjelige til at gøre hvad som helst til det yderste alvorlige – hvilket på en desorienterende måde er identisk med at der ikke findes nogen alvor mere i livet, men alt er tant. Man må så at sige vælge imellem at opføre sig hysterisk eller kynisk. Thi man tør ikke længere se den sande alvor i øjnene: At være et dødeligt menneske, stillet under Guds ubetingede herredømme.”


— Johannes Sløk: Det her samfund! (1989)

Danmark

“Min hele Betragtning af Danmark gjør mit Liv uhyggeligt her; der er noget Uhyggeligt i, at vide og være forvisset om et Lands Undergang, medens Alle juble ved Tanken om en mageløs Fremtid.”


— Søren Kierkegaard NB 9:36

Styret af følelser

“To criticize a particular subject […] a man must have been trained in that subject: to be a good critic generally, he must have had an all-round education. Hence the young are not fit to be students of Political Science. For they have no experience of life and conduct, and it is these that supply the premises and subject matter of this branch of philosophy. And moreover they are led by their feelings; so that they will study the subject to no purpose or advantage, since the end of this science is not knowledge but action. And it makes no difference whether they are young in years or immature in character: the defect is not a question of time, it is because their life and its various aims are guided by feeling; for to such persons their knowledge is of no use, any more than it is to persons of defective self-restraint.”

Formoder ikke at der er nogen grund til at udpensle hvilke konkrete tiltag man nødvendigvis måtte (burde?) gribe til, om man tog ovenstående Aristoteles-citat alvorligt, for det kommer alligevel ikke til at ske. Så det overlades til læseren af udlede …


— Aristoteles: Den nikomakæiske etik 1095a. (tr.: H. Rackham)

The Cure for the Evils of Democracy

“Democracy came into the Western World to the tune of sweet, soft music. There was, at the start, no harsh bawling from below; there was only a dulcet twittering from above. Democratic man thus began as an ideal being, full of ineffable virtues and romantic wrongs—in brief, as Rousseau’s noble savage in smock and jerkin, brought out of the tropical wilds to shame the lords and masters of the civilized lands. The fact continues to have important consequences to this day. It remains impossible, as it was in the Eighteenth Century, to separate the democratic idea from the theory that there is a mystical merit, an esoteric and ineradicable rectitude, in the man at the bottom of the scale—that inferiority, by some strange magic, becomes a sort of superiority—nay, the superiority of superiorities. Everywhere on earth, save where the enlightenment of the modern age is confessedly in transient eclipse, the movement is toward the completer and more enamoured enfranchisement of the lower orders. Down there, one hears, lies a deep, illimitable reservoir of righteousness and wisdom, unpolluted by the corruption of privilege. What baffles statesmen is to be solved by the people, instantly and by a sort of seraphic intuition. Their yearnings are pure; they alone are capable of a perfect patriotism; in them is the only hope of peace and happiness on this lugubrious ball. The cure for the evils of democracy is more democracy!”


— H.L. Mencken: Notes on Democracy. New York 1926. ch. 1

The Unquiet Grave

"The twelvemonth and a day being up,
The dead began to speak:
‘Oh who sits weeping on my grave,
And will not let me sleep."


— The Unquiet Grave, English folk song

Kristendom

“For hen ved to tusinde år siden var livet for jøderne i Palæstina under det ene fremmede herredømme efter det andet blevet så uudholdeligt at de blev grebet af had til selve livet (dette ellers så livskære og og livsglade folk!) og ikke kunne se anden udvej for elendigheden end verdens umiddlbart forestående undergang. Sådan lød deres trøst: verden vil gå under i morgen eller i næste uge, himmerige er nær, helvede ligeså, så det skal vel nok blive sjovt at se disse rovgriske romere og disse “dannede”, umoralske grækere sprælle i svovlpølen… “Verden angår os ikke længere”: kun ud fra det synspunkt kan den kristne moral forstås og forklares. Praktiseres kan den naturligvis ikke så længe “verden” har den uforskammethed at bestå.

Hvordan denne moral og denne religion kunne “sejre” (her er citationstegnene om nogensinde på sin plads!) over alle andre på trods af at verdens undergang udeblev, og hvordan det er gået til at den i dag er Europas og Amerikas herskende religion – ja det er en anden historie […]

Men at den kristne moral ikke duer for os: det er klart som solskin.”


— Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. Essays og aforismer. København 1992

Om dumhed

“På den anden side elsker de dumme heller ikke visdom og tragter heller ikke efter at blive vise. Problemet med dumhed er […], at selvom man hverken er et ordentligt menneske eller særligt klog, så synes man at det går fint. Hvis man ikke tror, man mangler noget, ønsker man selvfølgelig ikke det, man ikke tror at mangle.” (Pl. Symp. 204a)

Schleiermachers overs.:

“Eben so wenig philospohieren auch die Unverständigen oder bestreben sich weise zu werden. Denn das ist eben das Arge am Unverstande, daß er ohne schön und gut und vernünftig zu sein, doch sich selbst ganz genug zu sein dünkt. Wer nun nicht glaubt bedürftig zu sein, der begehrt auch das nicht, dessen er nicht zu bedürfen glaubt.”


— Platon: Samlede Værker bd. II, København 2010, s. 360

Om at sige sin mening.

"Kender vi den ikke alle, kampen om overtaget som sommetider udspiller sig i vort sind imellem trangen til at sige, hvad der ligger os på hjerte og snusfornuftens sleske stemme, der vil tale os fra det. Kender vi ikke alle den klamme fornemmelse, det er, når vi en en forsamling tav med vores tanke, fordi den var vor og derfor forekom os suspekt, ja næsten illegitim; fordi vi lå under for forestillingen om, hvordan visse toneangivende tilstedeværende ville reagere, dersom vi udtalte den højt; fordi vi nøjeregnende som købmænd vejede fordele og ulemper imod hinanden; fordi vi lod vor deltagelse basere sig sig på en ussel cost-benefit beregning. Vor tanke betød ikke nok for os, til at vi turde forlade os på den. Samtidig havde vi hovedtelefonens allestedsnærværende automatstemme i øret: Hvorfor være dum og plapre ud med, hvad du tænker, når du måske allerede om en uge vil se anderledes på sagen! Hvorfor medvirke til at splitte foreningen eller partiet, når målet er at nå til enighed! Og hvem ved! Sæt vi i fremtiden fik brug for støtte af netop dem, som vi i dag ville skubbe fra os med vor ubesindige åbenhjertighed. I situationen faldt det os kort sagt ikke ind, at vi gjorde både os selv og gruppen en bjørnetjeneste vedat tie. Vi vidste ikke bedre og kendte ikke os selv. Vi forstod ikke, hvad for en pris det var vi betalte."


— Per Smidl: Yttringsfrihed. Kbh. 2006. s. 20-21. Bogen anbefales ubetinget.

Om at sige sin mening.

"Kender vi den ikke alle, kampen om overtaget som sommetider udspiller sig i vort sind imellem trangen til at sige, hvad der ligger os på hjerte og snusfornuftens sleske stemme, der vil tale os fra det. Kender vi ikke alle den klamme fornemmelse, det er, når vi en en forsamling tav med vores tanke, fordi den var vor og derfor forekom os suspekt, ja næsten illegitim; fordi vi lå under for forestillingen om, hvordan visse toneangivende tilstedeværende ville reagere, dersom vi udtalte den højt; fordi vi nøjeregnende som købmænd vejede fordele og ulemper imod hinanden; fordi vi lod vor deltagelse basere sig sig på en ussel cost-benefit beregning. Vor tanke betød ikke nok for os, til at vi turde forlade os på den. Samtidig havde vi hovedtelefonens allestedsnærværende automatstemme i øret: Hvorfor være dum og plapre ud med, hvad du tænker, når du måske allerede om en uge vil se anderledes på sagen! Hvorfor medvirke til at splitte foreningen eller partiet, når målet er at nå til enighed! Og hvem ved! Sæt vi i fremtiden fik brug for støtte af netop dem, som vi i dag ville skubbe fra os med vor ubesindige åbenhjertighed. I situationen faldt det os kort sagt ikke ind, at vi gjorde både os selv og gruppen en bjørnetjeneste vedat tie. Vi vidste ikke bedre og kendte ikke os selv. Vi forstod ikke, hvad for en pris det var vi betalte."


— Per Smidl: Yttringsfrihed. Kbh. 2006. s. 20-21. Bogen anbefales ubetinget.

Om at læse Homer

“Jeg haver udi en af mine Epistle tilkiendegivet Aarsagen, hvi jeg så ofte læser Homerum, nemlig: 1.) Efterdi intet Skrift tiener mere til at erhverve Kundskab udi det Græske Sprog. Og, naar man vil hertil sige: Hvortil kand det nytte mig, at vide saa meget Græsk? Da svarer jeg dertil, at ingen vel kand passere for en lærd Mand uden det Græske Sprogs Kundskab, Thi det er af Græske Bøger vi see Kilderne til Philosophie og de fleeste Videnskaber og utallig Ord; ja fast alle Kunst-Gloser, som vi dagligen bruge, have deres Oprindelse af det Græske Sprog. Den anden Aarsag, som jeg haver tilkiendegivet, hvi jeg læser Homerum, er denne, at man deraf lærer og seer den ældgamle Verdens Skikke og Moder,”

og

“… og, naar man derhos eftertænker, at samme Poëts Skrifter er de reeneste Kilder, hvoraf det Græske Sprog flyder, saa maa man holde for, at Tiden anvendes ikke så ilde paa saadanne Bøgers Læsning, som foregives af nogle, helst af dem, som meene, at det Græske Sprog ikke er meget fornødent at læres paa de høje Skoler, og at man haver nok udi det Latinske.”


— Holberg: Ep. CDXXXI