Dagens virale solstrålehistorie er historien om en seksårig pige, der valgte at bruge de hundrede kroner som hun havde fået af sin mormor til at købe en dukke for, på at købe cheeseburgers fra McDonalds og uddele dem til hjemløse på og omkring Strøget i København.
Lad os se bort fra muligheden for at historien er falsk og lad os se bort fra muligheden for at det er et iscenesat publicity-stunt fra den ene eller anden opmærksomhedssøgendes side af og bare, for argumentets skyld, tage den for pålydende. Lad os også se helt bort fra at det er piges egen mor, der har indsendt historien til en facebookgruppe kaldet “Fucking Flink”, der åbenbart er et forum hvor folk kan fortælle om hvor fucking flinke de selv eller andre er.
Historien ser således ud:
Det jeg hæfter mig ved er ikke historien som sådan, for enhver forælder ville forhåbentlig være stolt hvis deres datter udviste en sådan uselviskhed, men derimod det lille PS der er hæftet på historien, hvor moderen til datteren tilføjer: “Dukken fik hun naturligvis af mig efterfølgende.”
Hvorfor dog? Hvis datteren var truffet et valg, og tænkt at det var vigtigere at disse mennesker fik noget at spise, end at hun fik (endnu en?) dukke, så lad dog datteren stå ved sin beslutning.
Lad hende mærke glæden ved at have givet, selvom hun selv måtte give afkald på noget andet. Kunne det ikke tænkes at glæden ved at have givet havde bundfældet sig desto mere, ved at hun bagefter også at kunne mærke savnet af det hun ikke fik?
Lad hende mærke glæden ved at have givet, uden at den straks skal afløses og overtrumfes af glæden ved at modtage. Eller frygter man at glæden ved at give ikke kan stå for sig selv og straks skal belønnes?
Respekter hendes beslutning om at det andet var vigtigere og lad være med at nedgøre hendes beslutning, ved straks at overtrumfe den med en belønning. Pigen valgte at mad til de hjemløse var vigtigere end dukken, som hun åbenbart ikke følte et så stort behov for, at hun ikke kunne give til andre i stedet. Ved at give hende dukken fratager moderen hende muligheden af at træffe samme beslutning en gang til. Respekter i stedet at hun har truffet en beslutning der ikke bare var voksen, men som mange voksne kunne lære noget af og lad den stå for sig selv og vigtigst af alt, lad hende stå ved den.
Det allermest perverse er måske, at trods det at datteren valgte at give af det lidt hun har (relativt til sin mor), valgte moderen at holde datteren skadesløs og dermed stjæle rollen som den uselviske giver fra sin egen datter og – hvad der faktisk er endnu værre – eftersom beløbet kun er en bagatel for moderen, sammenlignet med hvor meget pengene betyder for datteren, blev en smuk uselvisk handling forvandlet til en bagatel, der kan slås hen i et PS med et “naturligvis” … og her ser jeg helt bort fra at moderen selv poster historien på facebook og smykker sig med datterens handling – hvilket nok er en meget forståeligt moderlig stolthed – og især det faktum at McDonalds åbenbart vælger at snylte på episoden, ved at tilbyde “dobbelt op” på datterens gave; som om de ikke uden videre kunne spendere på de hjemløse, om det lå dem på sinde.
Moralen på alt dette er at det er en stor pædagogisk misforståelse at alt skal belønnes og det er uanset om man lover børnene penge for gode karakterer i skolen eller om man belønner dem med penge eller andet for alt hvad de laver i hjemmet eller om man ligefrem – som i dette tilfælde – holder dem skadesløse for at vise uselviskhed og opleve glæden ved at give. Resultatet er at man fratager dem muligheden for at opdage glæden ved handlingen i sig selv.
Nu ved vi jo godt, at alle børn, uanset hvad vi gør ved dem, bliver nogle små narcissistiske uhyrer på et tidspunkt – vi kalder det teenage-alderen – og derfor er der da ingen grund til ligefrem at kickstarte mareridtet, vel? Til gengæld må man nok spørge sig selv, hvorfor den slags erkendelser af at for meget af en god ting ikke fører noget godt med sig, altid, som en art erkendelsesmæssige tømmermænd, kommer efter festen. Vi havde en ADHD boble, om hvilken samme Korsaa skrev i Berlingske for få år siden: “Den har med ét slag gjort Emil fra Lønneberg til patient og har fritaget forældre for ansvaret for at opdrage deres børn. Med konstruktionen af ADHD er det lykkedes at etablere patientforeninger, diagnosehåndbøger, ministerielle forordninger, konferencer, uddannelser og kurser. Alt sammen lige så imponerende som en solid provinsbank.” Bare fordi ingen gad tænke og ingen formåede at sige stop, blev en diagnose som kunne hjælpe de ulykkelige få, til en undskyldning og en bortforklaring og et alibi for de mange.
