Om at sige sin mening.

2018-03-22 by Admin

"Kender vi den ikke alle, kampen om overtaget som sommetider udspiller sig i vort sind imellem trangen til at sige, hvad der ligger os på hjerte og snusfornuftens sleske stemme, der vil tale os fra det. Kender vi ikke alle den klamme fornemmelse, det er, når vi en en forsamling tav med vores tanke, fordi den var vor og derfor forekom os suspekt, ja næsten illegitim; fordi vi lå under for forestillingen om, hvordan visse toneangivende tilstedeværende ville reagere, dersom vi udtalte den højt; fordi vi nøjeregnende som købmænd vejede fordele og ulemper imod hinanden; fordi vi lod vor deltagelse basere sig sig på en ussel cost-benefit beregning. Vor tanke betød ikke nok for os, til at vi turde forlade os på den. Samtidig havde vi hovedtelefonens allestedsnærværende automatstemme i øret: Hvorfor være dum og plapre ud med, hvad du tænker, når du måske allerede om en uge vil se anderledes på sagen! Hvorfor medvirke til at splitte foreningen eller partiet, når målet er at nå til enighed! Og hvem ved! Sæt vi i fremtiden fik brug for støtte af netop dem, som vi i dag ville skubbe fra os med vor ubesindige åbenhjertighed. I situationen faldt det os kort sagt ikke ind, at vi gjorde både os selv og gruppen en bjørnetjeneste vedat tie. Vi vidste ikke bedre og kendte ikke os selv. Vi forstod ikke, hvad for en pris det var vi betalte."

— Per Smidl: Yttringsfrihed. Kbh. 2006. s. 20-21. Bogen anbefales ubetinget.

Afmagt

2018-03-18 by Admin

Brudstykke af en samtale mellem en mor og hendes fem-årige søn, overhørt i en bybus i Odense i den forgangne uge, da de netop var steget på den halvtomme bus og på vej ned bagest i den:

“Hvorfor skal vi altid sidde nede bag i? Du ved godt jeg bliver køresyg af det.”

Ha! Og jeg som troede, at bunden ville være nået med det som pædagoger vist kalder for “børns demokratiske medbestemmelse” og som i sig selv kan være absurd nok. At det nok ikke kunne blive meget værre, end alle disse håbløse forældre, som tilsyneladende er helt uden lyst og evne til at begrænse deres møgungers hæmnings- og grænseløse selvudfoldelse og selviscenesættelse.

Men nej. det var altså ikke barnet, som tiggende spurgte mor, hvorfor de altid skulle sidde nede bag i bussen. Det var hans fuldstændig magtesløse 30+ årige mor, som åbenbart helt havde opgivet sin rolle som autoritet og opdrager, og overgivet sig selv og magten til ungen på en måde, som trodser enhver opfattelse af i hvor ekstrem grad begræbet forkælelse kan udfoldes i praksis.

Måske man burde have sagt noget til hende lige der på stedet, men den gang som nu savner jeg ord …

Vi er alle Peter Madsen!

2017-10-08 by Admin

Peter Madsens ubåds-buddy Jens Falkenberg er chokeret og det er han fordi, “politiet har fundet filmoptagelser af ægte henrettelser på kvinder på Peter Madsens computer” (1), og han udtaler “Jeg er chokeret. Det er jeg. Det er rædselsfuldt, hvis Peter har været til sådan noget.”

Nu ved jeg ikke præcis hvad der ligger i “at være til sådan noget”, men er ikke selve den opmærksomhed med hvilken vi følger sagen om drabet på den svenske journalist, er ikke selve den nidkærhed hvormed vi følger med i om hendes bortkomne legemsdele bliver genfundet, er ikke selve den optagethed vi har af, hvad der mon skete og hvordan det skete, det allerbedste bevis på at vi allesammen “er til sådan noget”?

Hvorfor ellers al den opmærksomhed som vi giver sagen? Er ugevis af forsideoverskrifter i de fleste af landets medier ikke det bedste bevis på, hvor meget vi inderst inde nyder denne virtuelle kiggekø? Altså nyder på samme måde – og jeg har lavet den sammenligning før – som når vi ser en thriller eller en gyser, mens vi, frydefuldt kildet alle de rigtige steder, voldæder et halvt kilo bland-selv-slik.

Man kan jo spørge sig selv, hvordan man ville føle det og hvordan man ville opleve det, hvis en dag man selv var trafikoffer og lå hjælpeløs i et vejkryds med brækkede ben og blodigt fjæs og alle de forbipasserende blot stillede sig op og pegede fingre med deres mobiltelefoner. Er der nogen som helst tvivl om, at det mest respektfulde overfor den stakkels parterede svanske journalist ville være at kigge væk, lade som ingenting og ignorere hendes sørgelige skæbne? Og finde vores kicks et andet sted!

Men vi ved jo hvad der er godt og heldigvis for os er bordet allerede dækket op til den næste dødsfest længe inden den første sluttede. For eksempel er BT i denne artikel (2) klar med et billede – behørigt sløret med en klik-hvis-du-vil-se tekst for at pirre vores nysgerrighed – fra Las Vegas af en ung kvindelig koncertgænger som ligger død på jorden med blodet løbende ned af sine bare ben, Men nej nej, det er der jo ingen der kunne finde på lige at tage et kig på, vel?

Image without description

Nu ser jeg ingen grund til at gentage hvad jeg skrev for fem år siden (Alle elsker Anders Breivik), så lad mig bare nøjes med at konstatere, at et eller andet sted er vi allesammen “til sådan noget”.

Peter Madsen er ikke det store monster, det onde selv eller noget som helst i den stil, han er såmænd blot personificeringen – en real-life Patrik Bateman så at sige – af en side af vores kultur og dermed også en del af os selv, som vi med største fornøjelse elsker at hade.

(1) Peter Astrup: Peter Madsens ven om bizarre videoer: Jeg er chokeret. BT, d. 4. oktober 2017
(2) Laura Rode Nygaard: Rørende foto gik verden rundt efter Las Vegas-massakren: Nu fortæller fotografen historien bag billedet, BT, d. 4. oktpber 2017

Åh gud …

2017-10-07 by Admin

Søren Pind vil være Gud. Mindre kan tilsyneladende ikke gøre det, så nu vil han – ifølge en artikel i JP – have nedfældet ti bud, som ifølge artiklen skal handle “om grundlæggende demokratiske værdier, som man skal leve op til for at blive en del af det danske fællesskab. De 10 bud eller kanoniserede værdier skal være uomgåelige for alle, der har et dansk pas, og skal i sidste ende kunne gennemføres med tvang,”

Pind udtaler:

“Jeg vil have en diskussion om, hvilke – ikke 10 teser, men 10 bud – der i bred forstand identificerer os som danskere, og som knytter os sammen. Og som man skal – ikke burde – men skal følge.”

Læg venligst mærke til at han understreger, at dette ikke er teser, men bud og at der skal være ti af dem, hverken mere eller mindre og at det er ikke engang handler om forskrifter man kan vælge at følge, men om bud i den religiøse forstand, som man skal følge,

Han kommer med tre eksempler på hvad disse bud kan indeholde, nemlig “ligestilling mellem kønnene, respekt for folkestyret og religionsfrihed”.

Lad os bare se bort fra at religionsfriheden lige er blevet afskaffet her til lands og lad os gå let henover, at der næppe er noget fornuftigt tænkende menneske, som ønsker ligestilling mellem kønnene. Ligeværd, javist og lige rettigheder, selvfølgelig, men ligestilling er den modbydelighed, der sniger sig ind og udsletter alle de forskelle, der er den grundlæggende dynamik kønnene imellem. Den ønsker vi gerne at bibeholde. Tak!

Og så er der den der med respekten for folkestyret. Det lader til at den ironi er fuldstændig tabt på Pind, som ligger deri, at der ikke lævnes ret meget plads til respekt for folkestyret, når man samtidig vil lave et værdityranni, der med tvang vil gennemtrumfe at alle borgere skal abonnere på netop Pindens demokratiske værdisæt. Langt mere massiv er ironien – eller måske ligefrem modbydeligheden eller bare uvidenheden – når man lader dette udspil, som jo er direkte er rettet mod hvad Pind kalder “»demokratisk assimilation« af danskere med en anden herkomst end dansk”, tage navn efter De ti Bud. Det skal nok blive en succes …

Måske er jeg bare ikke dansk? Jeg mener i hvert fald ikke at ligestilling kønnene imellem er en ubetinget god idé og jeg mener slet ikke at demokratiet er det – en påstand til hvis underbyggelse jeg vil føre som vidne det faktum, at Pind overhovedet er blevet valgt til noget som helst – og jeg er godt nok spændt på at se hvilken midler og metoder, Pind mener skal tages i anvendelse, for at få mig til at skifte mening.

— Jesper Hvass & Marchen Neel Gjertsen: Søren Pind varsler liste med 10 værdikrav, JP d. 6. oktober 2017

Om at læse Homer

2017-09-22 by N.N.

“Jeg haver udi en af mine Epistle tilkiendegivet Aarsagen, hvi jeg så ofte læser Homerum, nemlig: 1.) Efterdi intet Skrift tiener mere til at erhverve Kundskab udi det Græske Sprog. Og, naar man vil hertil sige: Hvortil kand det nytte mig, at vide saa meget Græsk? Da svarer jeg dertil, at ingen vel kand passere for en lærd Mand uden det Græske Sprogs Kundskab, Thi det er af Græske Bøger vi see Kilderne til Philosophie og de fleeste Videnskaber og utallig Ord; ja fast alle Kunst-Gloser, som vi dagligen bruge, have deres Oprindelse af det Græske Sprog. Den anden Aarsag, som jeg haver tilkiendegivet, hvi jeg læser Homerum, er denne, at man deraf lærer og seer den ældgamle Verdens Skikke og Moder,”

og

“… og, naar man derhos eftertænker, at samme Poëts Skrifter er de reeneste Kilder, hvoraf det Græske Sprog flyder, saa maa man holde for, at Tiden anvendes ikke så ilde paa saadanne Bøgers Læsning, som foregives af nogle, helst af dem, som meene, at det Græske Sprog ikke er meget fornødent at læres paa de høje Skoler, og at man haver nok udi det Latinske.”

— Holberg: Ep. CDXXXI

Selvros og selvkritik

2017-08-17 by N.N.

“Egen roes, saasom den er ubehagelig at høre, og tilkiendegiver Forfængelighed, saa er den ogsaa fornemmeligen at Beviis paa den Rosendes Maadelighed og faa Meriter; thi ingen taler prægtigere om sig og Sine, uden tilligemed at tilkiendegive en Mistanke om andres Tvivlsmaal, ligesom en der beseigler alle sine Ord med blodige Eder, synes derved at vise, at hans blotte Tale og Løfter ikke kand holdes tilforladelige.” (Ep. CCCIV)

og

“Intet kand give mere Anledning til Latter end at høre Folk laste, igiennemhegle og belee Fejl hos andre, helst naar de tilligemed udi deres Straffe-Taler eller Skrifter røbe sig selv, saa man Strax merker, at der er deres egne Lyder.” (Ep. CCCLIII)

— Holberg: Ep. CCCLIII og Ep. CCCIV

Hæng Dem ikke i bagateller …

2017-08-12 by Admin

Ifølge en artikel i Berlingske med den ret sigende overskrift Vil du redde klimaet? Så drop at få børn, kan man læse at “Skifter du til en vegansk diæt, vil du spare kloden for omtrent 0,8 ton CO2 årligt. Undlader du at flyve over Atlanterhavet, sparer du kloden for omtrent 1,6 ton CO2 per flyvetur. Og vælger du at sælge bilen og i stedet bruge cyklen, kan du spare miljøet for 2,4 ton CO2 årligt. Det, der har klart størst effekt, er dog, hvis du vælger at få et barn mindre. Det vil nemlig give en besparelse på 58,6 ton CO2 årligt. Til sammenligning sparer du blot 0,21 ton ved omhyggeligt at genbruge i løbet af et år.”

Vi noterer os med vellevnerisk velbehag den relativ lille miljømæssige gevinst ved at skifte til en vegansk diæt, sammenlignet med de noget større miljømæssige omkostninger den ganske undværlige og banale årlige charterrejser indebærer. Det er da god og nyttig info.

Derudover anbefaler vi i øvrigt alle tossegode miljøforkæmpere, at drage den naturlige konsekvens af ovenstående. For det er jo værd at bemærke, at det ikke kun er ved at undlade at få børn, at man kan bespare miljøet for 58,6 ton CO2 årligt. En lignende besparelse må naturligt nok kunne opnås, for den den beskedne udskrivning (sikkert også fra et CO2-opmærksomt perspektiv) det er, at investere i fem meter økologisk hampereb.

Jo, før jo bedre.

For miljøets skyld …

— Vil du redde klimaet? Så drop at få børn, Berlingske, d. 11/8 2017.

Fædrelandskærlighed

2017-07-05 by Admin

Under den sigende, men måske ikke synderligt velvalgte overskrift “Nej til bederum, ja til fædreland” forsøger forfatter, cand. mag. og fhv. næstformand i DR, Ole Hyltoft, i en kronik (JP, d. 4/5 2017) at argumentere for, hvorfor der ikke bør være bederum på danske gymnasier, hvilket for undertegnede lyder ganske rimeligt, men desværre også en hel del mere rimeligt end den argumentation derfor, som Hr. Hyltoft fremfører. For eksempel er påstanden om, at almendannende skole som det danske gymnasium skal være rationel, måske at strække den en smule, men vi køber den, selvom det selvfølgelig rejser spørgsmålet om hvad der så skal ske med rationaliteten i forhold til f. eks. undervisning i religion i selvsamme skole. Vi ser også bort fra, at Hr. Hyltoft svømmer på dybt vand i sit forsøg på at skille fædrelandskærlighed fra chauvinisme og nationalisme, noget der sagtens lader sig gøre, omend ikke på den vis som forsøges.

Andetsteds kører det helt af sporet, som for eksempel når det fremføres at

“Ordet nationalisme kan vi ikke lide. For det indebærer nedvurdering af fremmede lande. Men den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede. Han forstår, at andre folk holder af deres lande, som vi holder af vort. Nordmændene holder af deres sprudlende elve, franskmændene af deres vinmarker, hollænderne af deres diger og klassiske malere. Ligesom vi holder af vores høje, ranke bøgeskove og grøftekanternes friskgrønne overflod nu her i maj.”

Lad os bare se bort fra påstanden om, at “den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede”, for det kan man da sagtens gøre, selvom det selvfølgelig ikke nødvendigvis er tilfældet. Det er påstande, vi slet ikke gider gå i rette med. Hvad der falder undertegnede langt mere for brystet, er den uambitiøse reducering af danskheden til bøgetræer (de findes overalt i nordvesteuropa) og grøftekanter. Holland må sandelig være et langt mere interessant land, for de har klassiske malere. De har vi også, men åbenbart ikke på samme nævneværdige niveau og det er jo det der er det store problem for alle disse fædrelandskærlige skribenter; de kniber sgu noget så gevaldigt med at finde det virkeligt værdifulde danske frem og få sat ord på det. Måske er det ikke så underligt at så mange vender sig mod amerikansk kultur?

Hyltofts forslag til udbedring af de sørgelige tilstande er – og det konstaterer jeg med stor beklagelse – lige så tåkrummende utilstrækkeligt som de fleste andres; vi skal have morgensangen tilbage i skolerne! For, som Hyltoft skriver,

“bortset fra selv at gå ture i mark og skov er der ikke noget, der lærer én at holde af Danmark som vores sangskat. Aakjærs, Ingemanns og Blichers kærlighed til alle naturens årstider forbinder deres billeder af Danmark med ordenes og versrytmens skønhed. Kærligheden til naturens skønhed bliver nynnet ind i vores bevidsthed.”

Beklager at måtte sige det, men både Aakjær, Ingemann og Blicher er en aquired taste, og altså ikke ligefrem – hvis nogen skulle være i tvivl – toppen af poppen hos tidens ungdom (selvom de måske er det for den generation, der engang også syntes at Liva Weel var det!), hvilket man altså ikke ligefrem kan fortænke dem i. Alle tre herrer kan godt for det moderne øje forekomme en smule støvede og bedagede. Undertegnede kunne godt komme i tanke om forfattere og digtere der selvom de er et par tusind år ældre alligevel virker en del yngre, men de er så beklageligvis ikke danske.

Hyltofts argumenter fejler totalt i deres banale sentimentalitet over egen barndom:

“… og hvis vi ikke havde kærligheden til den danske natur med hjemmefra, fik vi den her hver morgen. »I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo«. Og vinteren er også værd at synge om: »I sne står urt og busk i skjul, der er så koldt derude.«”

og han formår ikke ret meget andet, end at fremstå som en gammel forstokket og lettere senildement pædagog, der, blind på både øjne og ører, forsøger at overbevise en amerikaniseret ungdom om, at Ingrid og Lillebror da er langt bedre …

Vi ved jo godt, at det der ikke kommer til at virke. Det er fantasiløst ad helvede til, håbløst utilstrækkeligt og naivt tilmed:

“Jeg gad vide, om man bruger den danske sanglyrik til at integrere vores nye medborgere fra Mellemøsten i Sandholmlejren, og hvor vi ellers samler dem. Det ville være en hjælp til deres sprogtilegnelse som til at åbne deres øjne for det dejlige danske landskab.”

skriver han i tilsyneladende fuld alvor.

Hvor pokker er den blevet af, fædrelandkærligheden? Den fædrelandskærlighed som ikke bare er tidssvarende, men også konkurrencedygtig i en tid, hvor vi gennem et par generationer villigt har overgivet os til en særdeles invasiv amerikansk inspireret kultur. Er Ingemanns

I sne står urt og busk i skjul,
det er så koldt derude,
dog synger der en lille fugl
på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
– hans skønhedsrige kommer.

… virkelig det bedste svar vi har? Er dansk kultur og dansk fædrelandskærligehed virkelig bare en lille forkommen fugl der ryster sine vinger i kulden? Hvis svaret er ja, så er det en kamp der er tabt på forhånd og det er virkelig trist.

— Ole Hyltoft: Nej til bederum, ja til fædreland, Kronik i JP, d. 4/5 2017

Netdoktorsyndromet

2017-03-22 by N.N.

“Ivan Iljitj sagde til sig selv: “Nu var jeg ellers lige ved at komme mig, og medicinen var begyndt at virke, og så kom dette forbandede uheld eller en anden ubelejlighed …” Og han hidsede sig op over uheldet eller de mennesker, der gav ham ubeageligheder og plagede ham, og han følte, hvordan denne vrede var ved at tage livet af ham; men han kunne ikke holde sig fra den. Man skulle tro, det ville stå klart for ham, at hans forbitrelse på omstændigheder og mennesker forværrede hans sygdom, og han derfor ikke skulle beskæftige sig med ubehagelige tilfældigheder, men han drog den fuldstændig modsatte konklusion. Han krævede ro, holdt øje med alt, hvad der forstyrrede den ro, og ved den mindste forstyrrelse blev han irriteret. Hans tilstand blev forværret af, at han læste lægebøger og rådførte sig med læger. Forværringen skete så gradvist, at han kunne narre sig selv, når han sammenlignede den ene dag med den næste – der var ikke den store forskel. Men når han spurgte lægerne, så forekom det ham, at det gik endog hurtigt ned af bakke. Og alligevel blev han ved med at spørge lægerne.”

— Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs død, (1886) Kbh. 2015. s. 48-49

Om at give en gave

2017-02-27 by Admin

En dansk rigmand er er blevet overfaldet og bestjålet på åben gade, det skriver Berlingske, og eftersom ingen kom til skade og der kun blev stjålet nogle få genstande, er det jo knapt en historie der burde have journalistisk interesse. Det får den så alligevel, fordi det ifølge offeret, Lars Seier Christensen, forholder sig således at “uret [har] en værdi af 300.000 danske kroner, og ganske få personer i Danmark har et ur magen til.” Her kunne man selvfølgelig fristes til at komme med en passende kommentar om at det stadig kun er et ur og at manden burde komme videre med sit liv, men det undlader vi og hæfter os i stedet ved at Lars Seier Christensen er citeret for følgende:

"Det gik så hurtigt. Jeg opdagede ikke selv, at det var væk. Det var faktisk en af mine venner, som sagde, at det var væk. Det er drønirriterende, fordi jeg kunne smaddergodt lide det ur. Det var et jeg købte til mig selv i gave."

Man kan se det for sig, ikke? En stakkels rig men ensom stodder, en åndens Joakim von And, en Scrooge, uden venner, eller med venner som alle er relativt fattigrøve, som kun giver gaver, som er så langt fra den værdi og standard som han selv sætter pris på, at han egentlig aldrig — bortset fra den røde brandbil han fik til jul som 5-årig — har modtaget en gave, som han virkelig satte pris på. Nu står han så der hos urmageren og køber et ur til en værdi af 300.000 til sig selv — måske fordi det han fik af kæresten til jul sidste år bare ikke var fint nok og egentlig ikke noget han ville være bekendt at gå med, for hvad ville folk ikke tænke? — og siger stolt hen over disken: "Det er til en gave!" og "Vil De pakke det ind?" og den lidt indtørrede hvidhårede urmager kigger op på ham hen over kanten af sine briller og siger med stor alvor: "Det er virkelig en fornem gave at give, Hr." og Scrooge smiler og mærker sjældne fornemmelse af uselviskhedens varme sprede sig i kroppen ...

Nu er det bare sådan, at man ikke kan give sig selv en gave. Ordet gave er et verbalsubstantiv til "at give" og i følge Ordbog over det danske Sprog er betydningen det “der gives af en (person) til en anden uden vederlag” eller noget man bliver eller er blevet givet, som for eksempel en medfødt evne, færdighed eller talent. Og selvom en gave kan gives med bagtanke, f. eks. i form af bestikkelse, så er grundbetydningen stadig (jvf. ODS) en “aandelig ell. materiel besiddelse, som man ikke selv har erhvervet sig“.

Ideelt udspringer ideen om en gave af uegenytte og uselviskhed, for bagved ligger tanken om, at jeg har et eller andet, som kunne gøre et eller flere mennesker derude glade og derfor giver jeg det væk og jeg gør det uden at forvente noget retur. Det er også derved at gaven kan få en særlig betydning, som når jeg kigger på en genstand, som jeg har fået af en der står mig nær, en genstand som jeg måske endda sagtens kunne have købt selv, men som har fået en særlig værdi, netop fordi hun har givet mig den.

Der er kort sagt et udtryk for en sørgelig overfladiskhed — sprogligt og menneskeligt — at bruge penge på sig selv og samtidig påkalde selv gavegivningens uselviskhed. For man kan lige så lidt give sig selv en gave, som man kan elske sig selv. Men det er en anden historie.

— Dansk rigmand overfaldet og bestjålet på åben gade: Nu udlover han en dusør, Berlingske, 25. februar 2017.