Eros V

Midt i Kampens Lyn og Torden,
Midt i Verdens vilde Stræben,
Svæver Eros over Jorden
Trøstig med sit Smil paa Læben:

Hvor det milde Blik han hæfter,
Seer han Mørkets Aander række
Mennesket de skjulte Kræfter
For at myrde, ødelægge!

Men mod Alt, hvormed de true –
Projectiler, Staaldæmoner,
Sætter han sin gyldne Bue,
Sigtende mod alle Zoner –

Sætter han de varme Blikke,
Naar en Qvinde kjærligt smiler –
Anden Ild han bruger ikke,
Det er Gudens Projectiler.

Blødt, som Vox, hensmelter Staalet,
Tifold selv om Hjertet smedet,
Naar hans Øje søger Maalet,
Og hans Haand har Pilen ledet.

Ja, for Hver, som sank til Hvile,
– Livet slukt i Krigens Jammer –
Sender Eros tusind Pile,
Tænder tusind nye Flammer!

Skal end længe Jordens Stjerne,
Som sig fast i Vanvid drejer,
Fra Lyksalighed sig fjerne,
Blind for al det Held, den ejer –

Sikkert Timen dog oprinder,
Ihvor giftigt Slangen hvisler,
Da hans Rose overvinder
Alle Jordens fæle Tidsler!


— Ludvig Bødtcher: Samlede Digte s. 183-4

Eros IV

Nonne

En Nat — en Nat i Favntag kun
paa Eros’ Purpurleje,
et Nu — et Nu af Evighed
jeg vil din Ungdom eje.

Og har jeg klædt i Kys og Ild
de nøgne Jomfrulemmer
og brændt mit Billed i din Sjæl,
saa du det aldrig glemmer,

— saa tag dit Lin, dit sorte Lin
og klæd dig paa som Nonne
og hæft et Slør for Øjets Glød
og for din friske Aande.

Og lad dit Legems hvide Kød
Askesens Skumring blinde,
og dine Lokkers sorte Pragt
bag Dødninglin forsvinde.

Kun dine Bryn — de stolte Bryn
som lange smale Vinger
skal give Blikket Himmelflugt,
der mig i Støvet tvinger.

Din Mund — din faste røde Mund
skal stivne stum og stille,
og aldrig mer et Længselssmil
om dine Læber spille.

Din Haand — din hvide varme Haand,
den bløde Kærtegnsvifte,
skal isne mig foran dig ned
og tvinge mig til Skrifte.

Og Tugt skal strømme fra dit Blik
og Kirkens store Kulde —
og aldrig nogen Stemning mer
dit Blod i Bølger rulle.

Da vil jeg knæle for din Fod
og stivnes af dit Øje
— og vi mit Liv til Bøn og Bod,
Madonna i det Høje!


— Sophus Michaelis: Solblomster s. 133-4

Eros III

AQVILINUS.
– Frydes ved din Skjønhed
og sige mandig Dig, foruden Omsvøb:
Jeg har Dig kjær!

FULVIA (undvigende).
Hvis jeg besidder Skjønhed,
som Du og Fler behage det at sige,
da – tro mig – selv jeg skatter den kun lidt;
den er forgjængelig, men Aanden lever,
kun den besejrer Tiden, kjender ej
til Alder eller Kjøn!

AQVILINUS.
Du glemmer der,
at selv hos de udødelige Guder
gjør Kjønnet Forskjel mellem Mand og Kvinde;
den høje Tordner Zevs har sin Gudinde.

FULVIA.
Ja han har mange flere, vil man sige,
og har, som vel Du véd, sin store Plage,
thi Hera skal jo være meget skinsyg
og ofte kives med sin Ægtemage.

AQVILINUS.
Spøg ej med den guddommelige Ild,
men husk, at Eros’ Rige Alt omfatter:
Himmel og Jord!

FULVIA.
Ja, han gjør Mænd til Latter
og driver selv med Guderne sit Spil!

AQVILINUS.
Den, som kan trodse ham , er ikke til!


— H. V. Kaalund: Fulvia. Drama I Fem Akter. Kjøbenhavn, 1891

Eros II

“Det er Eros, som har Æren for al Skaben og nydannelse i Verden. Det er ganske simpelt Platons og Hellenernes Eros.”(1)

“Eros er ikke et udelukkende positivt begreb; der findes ‘smuk’ og ‘forkastelig’ eros, og det var den almindelige opfattelse, at det er både vulgært og forkasteligt, hvis eros kun består af ren og skær tilfredsstillelse af et fysisk behov. Det er et udtryk for den enkeltes gode eller dårlige karakter, om et erotisk forhold er smuk eller forkasteligt; der er ikke nogen moralsk skelnen imellem eros mellem de to køn og eros mellem to af samme køn.”


(1) Sophus Claussen: Notater og Skitser, København 1993. S. 106
(2) R. Sevelsted & C. G. Tortzen i forordet til Platons Symposion, I: Platon: Samlede værker i ny oversættelse, bind II. København 2010. s. 307

Fornedrelsessympatien

“Jeg tilstaar, jeg attraar at rive itu,
hvad andre havde holdt sammen til nu:
den løjede Dyd med dens hellige Spænder
og Bæltet om Skønhedens ukyske Lænder …
Jeg elsker Synet af Smærten og Svien
-(og vedgaar det aabent) – men intet af alt
er skønt som Fornedrelsessympatien,
der tænder sit Lys dér, hvor Lovene ender,
hvor godt og ondt sidder sammen som Venner …”


— Sophus Claussen: 100 digte. Kbh. 2015.

Fyrtøjet

[20130101]

"Kan du se det store træ?" sagde heksen, og pegede på et træ, der stod ved siden af dem. "Det er ganske hult inden i! Der skal du krybe op i toppen, så ser du et hul, som du kan lade dig glide igennem og komme dybt i træet!"


— H. C. Andersen.

Julefred

“Stilheden sænkede sig over Stuen. Medens Maden blev færdig, var de tre Smaa Vidne til, at deres Fader Vaskede sig, ja han vaskede sig i Hovedet, ogsaa han led for Højtiden, inviede sig til det Ubeskrivelige. Derpaa spiste de, først den fine Grød og bagefter stegt Flæsk og Kartofler. De var så vel til Mode. Et Sted oppe eller nede var der sket noget for Hvermand indgribende, saa at det lysnede i alle Stuer, var de end nok saa trange. Tørve Christens Del var bleven tre Børn med diamantklare Øjne, der sad med hver sit Stykke fedtsprudende Flæsk i de smaa Fingre og spiste saa saare. Stuen lunedes. Konen havde en Overraskelse henne bag Bilæggerens lukkede Spjæld, de hørte det syde og branke derinde. Tællelyset paa Bordet gyldnede Stuen, som var fuld af ærbar Fred.”


— Johannes V. Jensen: Julefred. (Himmerlandshistorier. Kbh. 1995)

To alen …

Det er demokratiets åbenlyse svaghed, at vi, vælgerne, får de politikere vi fortjener, i kraft af at vi selv har valgt dem. Desværre er det også sådan, at vi får de politikere som andre har fortjent.

En af dem jeg ikke har fortjent er Marie Krarup, som præsenteres således på b.dk: "Valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Esbjerg Omegn i Sydjyske Storkreds. Forsvarsordfører og gymnasieordfører.Født i 1965 i Seem ved Ribe. Reserveofficer (sprog).Cand.mag. og gymnasielærer i samfundsfag, religion, russisk og erhvervsøkonomi. Har derudover også arbejdet i Forsvarsministeriet, på Den danske Ambassade i Moskva og i Eksportkreditfonden. Har to børn og en hund." Hun skriver på b.dk om sin rejse til Afghanistan og om de døde vesteuropæiske soldater i Afghanistan og sagen de gav deres liv for og om den pigeskole om folketingets delegation også besøgte.

"Jeg spørger om religionsundervisningen i skolerne. Man får kun det mest basale i selve skolen, der kører med et ensartet curriculum over hele Afghanistan. Hvis man vil have mere, må man gå i religiøs skole udenfor den almindelige skoletid. De læser dog Koranen på arabisk, og arabisk sprog er obligatorisk fra 7. klasse. Jeg håber selvfølgelig, at pigerne vil udlægge Sura 4 om kvinders lave værdi og om at mænd må slå kvinder på en ny måde, når de kommer frem til selv at kunne læse og forstå det efter 7. klasse! For ellers kan det måske være svært at få fastholdt kønnenes ligestilling!"

Det er fantastisk så velforberedt og vidende Marie Krarup er, når det gælder Koranen og hvad den siger om kvinder. Til gengæld er der problemer med Biblen, som Marie Krarup ikke kan dy sig for at sætte som kontrast til Koranens kvindeundertrykkende univers.

"Før vi forlader Camp Bastion tilbringer vi aftenen på KFUM´s soldaterhjem, hvor vi deltager i deres vel besøgte andagt. Den består i en salme, en genfortælling af historien om den fortabte søn, endnu en salme og så en fælles bøn og et fadervor. Det eneste indslag i andagten, jeg ikke kender er Soldatens Bøn. Den er smuk, og den fokuserer på soldatens egne evner til at gøre det rigtige. Det beder han om styrke og hjælp til. Der er ikke nogen fordømmelse af andre, eller høje råb om, hvem der er størst. Det er en meget afdæmpet bøn, der viser, at man forstår, at det der skal bekæmpes kommer indefra, – fristelsen til at svigte for eksempel. Det Nye Testamente ligger fremme ved siden af kaffen. Jeg er ikke bange for, at soldaterne skal læse videre i den bog. Der står ikke noget på næste side om, at man godt må dræbe bestemte kategorier af mennesker eller at nogle er mindre værd end andre."

For det første er der de homoseksuelle, som Paulus jo ikke ligefrem var vild med. Se også "Mordere, homoseksuelle og andre vildfarne". Man kan vist roligt sige, at de, set gennem det nye testamentes optik, ikke er lige så meget værd om alle andre.

"Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet." (1. Tim. 1;8-11)

Men heller ikke kvinderne er “fastholdt kønnenes ligestilling”. Et eksempel fra Det Nye Testamente, google har mange flere, hvis du som Marie Krarup ikke gider læse bogen selv.

"I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig underKristus, skal også hustruerne underordne sig underderes mænd." (Ef. 6:22-24)

Det er komisk på grænsen til det latterlige, at vi har en række danske politikere, som ud fra deres forestilling om Biblen angriber en anden religion, som på mange måder, ikke mindst de køns- og seksualpolitiske, er en mere eller mindre direkte spejling af deres egen, uden at de opdager, at det de angriber, er deres eget oprindelsessted; de har fjernet sig så langt fra udgangspunktet, at de har tabt det helt af syne.


— Marie Krarup: To bønner, der hvor det er farligt, d. 1/11 2012.

Om selverkendelse (1)

Indholdet af følgende citat fra et essay af Morten Albæk i Berlingske for et par år siden er i enhver henseende sandt og noget ethvert menneske burde tage til sig og ideelt burde kunne tage til sig.

"Gnothi seauton! Kend dig selv! Denne opfordring fra den græske filosof Thales fra ca. år 600 f.Kr. skulle ifølge overleveringen være indhugget i portalen til templet for visdommens og lysets gud Apollon i Delfi. Et par århundreder eller tre senere fulgte Sokrates trop og insisterede på, at mennesket må kende sig selv for at kunne forstå sin omverden. Og siden har snart sagt enhver af historiens største tænkere lige fra Platon over Cicero og Montaigne til Kant og vores egen Kierkegaard med hver deres accenter forfægtet det fundamentalt nødvendige i, at man som menneske erkender sig selv så tæt så fuldkomment som overhovedet muligt, før man kan være kyndig på noget som helst andet. Så i mere end 2.500 år er vi igen og igen blevet opfordret til at udvikle vores evne til at kende os selv; udvikle vores selverkendelse. Arbejde med vores indsigt i egen formåen gennem en indsigt i egne begrænsninger – moralske, etiske, fysiske og intellektuelle.

Og det er svært at påstå, at der er noget, der er vigtigere for et menneske at være i besiddelse af end en sund selverkendelse. I hvert fald hvis man på egne eller andre menneskers vegne har ambitioner om at leve et godt og meningsfyldt liv. For uden selverkendelse er det per definition umuligt vide, hvem du er og mindst lige så vigtigt, hvem du ikke er. Og hvis du ikke ved nogen af delene, er det svært at vide, hvordan du skal møde andre mennesker. Du vil derfor uden at kende dig selv med sikkerhed fare vild ikke bare i dit eget, men også i andres. Med andre ord: Jo sundere din selverkendelse er, jo mere ved du om, hvad du kan, og hvad du ikke kan. Hvem du kan blive, og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være, og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheder og begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som dine ucharmerende sider. Og jo mere du ved om dig selv, jo mere kan du også møde de forpligtelser, der følger af at være et medmenneske – et menneske der deler et fællesskab med andre mennesker." ()

Problemet er bare, at Morten Albæk i sit essay bruger dette som afsæt for at skyde på danskernes kollektive selvopfattelse. Men den form for introspektion som er beskrevet ovenfor, er rent personlig og har intet at gøre med dette – sikkert ganske berettigede – overfald på danskerne:

"Ikke desto mindre synes det vestlige menneskes selverkendelsesniveau at være på et historisk lavpunkt. Vi synes at have spundet os ind i en eksistentiel tornerosesøvn, der har beriget os med en oppumpet selvtillid og selvtilstrækkelighed, der hviler på et falsk selvbillede af egne evner, færdigheder og kvaliteter.

I min levetid (født 1975) har jeg været øjenvidne til og deltager i et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund (det danske) i en kultursfære (den vestlige), hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet – og det sammenlignet med ethvert andet folkeslag i enhver anden kultursfære." ()

I sidste ende har det intet som helst at gøre med din personlige udvikling, din selverkendelse eller dit liv, hvad alle de andre gør, undtagen – desværre – som et eksempel på hvad du ikke skal gøre. Du kan fint hvile i dig selv, uanset om 99% af resten af befolkningen gør det eller ej, og selvom du kan lære noget ved at betragte dine omgivelser og de bizarre ting der foregår der:

"Hvis der går et spøgelse gennem Europa (eller verden) i dag, må det være den hvide illusion om frihed: at vi er frie, selvstyrede individer, der i alle henseender – pga. alle de frie valg, markedet og frisættelsen forkæler os med – kan sætte vores hat, som vi vil. Når man har vandret ned af en villavej med hyggelige forhaver og i næsten hver eneste spottet en Weber-grill, så har man et bizart billede på den højt besungne frihed – sjovt at vi alle træder i unik, personlig karakter og netop skal have en Weber-grill. Eller læse Da Vinci Mysteriet, spise sushi og drikke caffe latte." (Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005)

… så må du også erkende, at der er stor forskel på det at vide hvad man ikke skal gøre og på at vide hvad pokker man så skal gøre i stedet. Du har nok en fornemmelse af at selvom du skrotter Weber-grillen og afholder dig fra sushi og latte, så er du ikke kommet så meget videre endda. Hvad så?

Selv med Albæks ganske udførlige liste i hånden eller alverdens håndbøger i reolen, kommer man ikke i mål, om man fra allerførste skridt bevæger sig i den forkerte retning og man kunne instinktivt fristes til at tilføje et “Do not try this at home folks!” På den anden side kunne det også tænkes, at det undertiden var sådan, at selv det at fare en smule vild mens man går på opdagelse i sig selv, er bedre end blot at forblive hvor man er …

Dog er der en ting, som disse velmenende intellektuelle ofte enten overser, eller i hvertfald sjældent omtaler, og det er at man desværre må formode (læs: frygte!), at det er de færreste mennesker, der har de evner, den vilje og den intelligens der skal til, for at foretage en sådan indre rejse på egen hånd eller måske at kunne foretage den overhovedet. Risikoen for at fare vild i selvbedrag, rådvildhed eller ren og skær frustration er tilstede, for hver eneste skridt man tager. Livet er ikke demokratisk og nogle er bare bedre stillede end andre eller også er de så heldige at have en guide.

fortsættes …


— Morten Albæk: I mangel af selverkendelse. Berlingske, d. 24/4 2010)
— Peter Thielst: At realisere sig selv. Frederiksberg 2005

Fobosofi

“Philosophy is, litterally, the love of knowledge; phobosophy is the fear of it. There are obviously more ‘phobosophers’ in the world than philosophers.”


— Thomas Szasz: The Second Sin. London 1974