“Monogami strider mod vores natur” lød det temmelig bastant fra en artikel i Politiken, som for at bevidne den påstand, citerer den amerikanske antropolog Helen Fisher – der gennem studier har fundet frem til, at den naturlige længde for et ægteskab er fire år – for følgende genialitet:
“Denne drive til at finde sammen og blive sammen som par i mindst fire år udviklede sig for millioner af år siden. Den oprindelige standardperiode mellem fødsler var fire år, fordi fire år typisk var den periode, det tager at finde sammen, få et barn og få det igennem småbørnsstadiet.”
Selv hvis vi ser bort fra det latterlige regnestykke som giver et fireårigt facit (som i øvrigt er tæt på at være en perfekt cirkelslutning) og hvis vi ser bort fra at mennesket endnu ikke var menneske for millioner af år siden, men faktisk blandt andet har fordoblet hjernestørrelsen siden da, så er der stadig andre væsentlige faktorer, som f. eks. kulturens opståen, som det nok også var værd at tage i betragtning.
Men Helen Fisher er, som det fremgår den artikel hvor hun lacerede sin frieårs teori, et temmelig firkantet menneske, for som hun selv skriver:
“I see no reason why these early human pair bonds always needed to be permanent. Once a child had been weaned, it could join play groups or become the responsibility of several community members. Why should a couple necessarily remain together unless a second infant was conceived?” (Helen Fisher: The Four Year Itch. Natural History Magazine, Okt. 1987 vol. 96, s.22-28)
Ja, hvorfor skulle de dog have ønsket det, de kære forfædre …
Et noget andet syn på verden har antropolog ved RUC Christian Groes-Green, som i følge samme artikel mener at Helen Fishers teori om monogami “bærer præg af for meget fokus på kemiske reaktioner og evolutionære teorier” og “at det i dag i langt overvejende grad er kulturelle sammenhænge, der afgør grader og frekvens af accept af utroskab eller muligheden for livslang monogami.”
Christian Groes-Greens forklaring er simpel:
“Internettets fristelser og kontakter, øget mobilitet og arbejdsliv og stigende mulighed for anonymitet i storbyerne. Det øger alt sammen muligheden for mange løse eller faste kontakter og giver mindre mulighed for social og seksuel kontrol af den anden.” →
Så alternativet til polygami og utroskab og overlappende seksuelle forhold er “social og seksuel kontrol af den anden”?
Suk!
Paolo Veronese (1528–1588) ((via wikipedia)
Bortset fra at jeg slet ikke forstår udtrykket accept af utroskab, så er det ganske enkelt nedslående med en sådan mangel på fantasi og indsigt, ligesom det er latterligt at forfalde til forsimplende forklaringsmodeller ved at inddrage det sidste nye kulturelle fænomen; internetttets fristelser frister ikke med noget, som ikke alle dage har været der. Mennesket er nogle grissebasser og har altid været det.
Men når det er sagt, så skal der også herfra føres et forsvar for det monogame. For der er trods alt mennesker i verden, som søger andet og mere end det overfladiske og tilfældige og uforpligtende, som der ligger i “overlappende seksuelle forhold” og der findes faktisk mennesker der søger det af egen fri vilje og indgår i det, uden nødvendigheden af den trussel der ligger i den andens sociale og seksuelle kontrol.
Den stædige insisteren på troskab er en nødvendig forudsætning for den dybde der ligger i den nære fortrolighed og i den grænseløse tillid. Uden den er kærligheden en umulighed, eller i det mindste ikke muligt som andet end noget uforløst eller ulykkeligt.
I den forbindelse er skilsmissefrekvenser ikke specielt relevante – heller ikke selvom de kan føres millioner af år tilbage. For selvom det da godt kan fremføres at de fleste mennesker bliver skilt før eller senere, er pointen jo netop, at den eneste ene ikke er et bestemt menneske derude, som vi partout skal finde, men derimod at der er et menneske derude, som vi, mere eller mindre frivilligt, gør til den eneste.
Det er et valg vi træffer. Et ideal … og det er med idealer jo også sådan, at det er noget vi kan stræbe efter, en retning at gå i, men det er også et mål vi ikke altid formår at nå, hvilket så i grunden ikke er så vigtigt, for det er gennem den stræben, at vi hæver os over dyrene (og homo erectus) og bliver mennesker. Det er et spørgsmål om karakter.
Og så kan det godt være, at det ikke er noget for dig, kære læser, men det er så dit valg og dit liv: du har nøjagtig lige så meget ret til at leve det lige så overfladisk, som du har lyst til, som andre har ret til at vælge noget andet. Men du skal vide, at det intet har med natur at gøre. Videnskaben kan ikke tages som gidsel og bruges til at retfærdiggøre en søgen efter ligegyldigheden og overfladiskheden; for det er trods ikke ligheden med dyrene eller med tidlige forfædre, der definerer hvem vi er, men derimod defineres vi af det vi stræber efter være.
— Kirsten Nillson & Michael Rothenborg: Monogami strider mod vores natur, Politiken, 29/12 2014
Besværligt at finde rundt i? Virkelig? Man tør næsten ikke spørge til størrelsen på disse organer som Frk. Helle fordyber sig i, men foretrækker i stedet at konstatere, at der åbenbart hos hende er er visse problemer med selverkendelsen.
For det første er det ikke særligt høfligt at smuglytte til hvad andre siger, hverken privat eller offentligt, og derfor kunne man indvende at dette egentlig er temmeligt ligegyldigt. Men eftersom Pia Kjærsgaard åbanbart er en ganske nysgerrig sjæl, som gerne forsøger at følge med i hvad fremmede taler om på gaden, så er spørgsmålet åbenbart ganske relevant. (jeg formoder, at der med “fremmede” ikke menes mennesker, som Pia Kjærsgaard tilfældigvis ikke kender, men derimod “fremmede” i den omtrendtlige betydning “sortsmusket arabisktalende pak som Pia Kjærsgaard ikke ønsker tilstedeværende i Danmark”)