Sanct Peder:
Hvad vil du da hos os? Siig, hvorfor sparer
Du dig da Veien ikke
Til Gud, naar han dog ei sig aabenbarer?
Sjælen:
Det er just heri, Sagens Knuder stikke.
Paa Jorden kun iblinde
Vi gaae, men hist, i Himmelen derinde
Begynder vor Begriben;
Saadan hos os man hjelper sig af Kniben.
Maaskee og paa en anden Verdensklode
Vi blive mere kloge, mere gode,
Og fatte Gud ad Aare.
Sanct Peder:
Hvorfor ei i America, du Daare?
— J. L. Heiberg: En Sjæl efter Døden. (1841)
“Nogle forældre dyrker deres børn, som om de var guder. De risikerer at få børn ud af det, man ikke kan holde ud at være sammen med. Børn som er selvovervurderende og selvhævdende. De gør deres børn en bjørnetjeneste ved at gøre sådan noget.” siger psykolog og familieterapeut Finn Korsaa til BT.
No shit, fristes man til at sige; det er jo så indlysende, at man nærmest skal være idiot, for ikke at kunne indse det … og så åbenbart alligevel ikke, for der er jo nok af dem derude, de små forældreskabte, men helt igennem – af samme forældre – ukontrollerbare, monstre, så vi overlader bare ordet til Hr. Korsaa, når vi nu for en sjælden gangs skyld er fuldstændig enig med en psykolog og terapeut, og konstaterer med ham, “at det kan have en bagside, at fortælle børn at de er enestående, unikke og bedre end andre”, for “der er slet ingen grund til at fortælle den slags, for den følelse er vi født med. Hvis den følelse bliver overstimuleret, kan børnene udvikle sig til nogle narcissistiske uhyrer, som ikke tåler irettesættelse og ikke tåler at blive modsagt.”
Nu ved vi jo godt, at alle børn, uanset hvad vi gør ved dem, bliver nogle små narcissistiske uhyrer på et tidspunkt – vi kalder det teenage-alderen – og derfor er der da ingen grund til ligefrem at kickstarte mareridtet, vel? Til gengæld må man nok spørge sig selv, hvorfor den slags erkendelser af at for meget af en god ting ikke fører noget godt med sig, altid, som en art erkendelsesmæssige tømmermænd, kommer efter festen. Vi havde en ADHD boble, om hvilken samme Korsaa skrev i Berlingske for få år siden: “Den har med ét slag gjort Emil fra Lønneberg til patient og har fritaget forældre for ansvaret for at opdrage deres børn. Med konstruktionen af ADHD er det lykkedes at etablere patientforeninger, diagnosehåndbøger, ministerielle forordninger, konferencer, uddannelser og kurser. Alt sammen lige så imponerende som en solid provinsbank.” Bare fordi ingen gad tænke og ingen formåede at sige stop, blev en diagnose som kunne hjælpe de ulykkelige få, til en undskyldning og en bortforklaring og et alibi for de mange.
Nu kommer så ovenstående slående erkendelse fra Hr. Korsaa oven i købet samme dag som Jyllands-Posten spørger: “Skader vi børn ved at kalde dem ”særligt sensitive”?” Tja, vi finder nok altid et eller andet at kalde dem og vi nøjes bare med at konstatere, ihukommende den nylige omtale af truende mæslingeepidemier og netdoktorforældrenes vægren ved at lade deres børn vaccinere, at internettet bestemt ikke har gjort folket klogere. Viden kommer ikke gratis til en og når det handler om den letkøbte og hurtigt læste af slagsen, er ingen viden, kombineret med den deraf følgende vilje til at lytte til dem der virkelig har den, så langt at foretrække.
Også når det gælder opdragelsen af de små guddomme, som jo egentlig er kød af vort kød og blod af vort blod, men som åbenbart helt har taget magten … Vi spår at det vil de fortsætte med at gøre, på den ene eller anden måde, så længe det opgør som Hr. Korsaa så fornuftigt har gang i, kun kommer til at handle om fakta og ikke om et opgør med den flæbende sentimentalitet der ligger bag. Men det er jo egentlig en helt anden historie.
— Dansk ekspert: Derfor bliver nogle børn ikke til at holde ud, BT, 10. mar. 2015
— ADHD-Boblen, Berlingske, 15. sept 2011
— Børn med den bløde side udad, JP, 9. mar. 2015
Ill.: fra en happening i forb. med filmen Devil’s Due
Phryne (φρύνη), var en græsk hetære, kendt for sin enestående skønhed, (“even in those parts of her person which were not generally seen“) rigdom og ikke mindst for retsagen mod hende, hvor hun blev forsvaret af sin elsker, oratoren Hypereides, som, da sagen så ud til at skulle tabes, hev tøjet af hende foran dommerne på Areopagos og lod hendes skønhed fylde dem med overtroisk frygt og selvfølgelig bevæge dem så meget, at de da slet ikke nænnede at dømme hende, dette levende billede på Venus, til døden. Phryne, som egentlig hed Mnesaréte (Μνησαρέτη) men havde tilnavnet phryne, som betyder tudse – et tilnavn ofte givet til prostituerede og lign. – levede i det fjerde århundrede f.v.t. og er omtalt hos Plutarch og Pausanias og flere andre og ikke mindst hos Athenaeus (samtidig med Marcus Aurelius), som femhundrede år og hel del sladder senere fortæller følgende anekdoter:
Now Phryne was a native of Thespiæ; and being prosecuted by Euthias on a capital charge, she was acquitted: on which account Euthias was so indignant that he never instituted any prosecution afterwards, as Hermippus tells us. But Hyperides, when pleading Phryne’s cause, as he did not succeed at all, but it was plain that the judges were about to condemn her, brought her forth into the middle of the court, and, tearing open her tunic and displaying her naked bosom, employed all the end of his speech, with the highest oratorical art, to excite the pity of her judges by the sight of her beauty, and inspired the judges with a superstitious fear, so that they were so moved by pity as not to be able to stand the idea of condemning to death “a prophetess and priestess of Venus.” And when she was acquitted, a decree was drawn up in the following form: “That hereafter no orator should endeavour to excite pity on behalf of any one, and that no man or woman, when impeached, shall have his or her case decided on while present.”
But Phryne was a really beautiful woman, even in those parts of her person which were not generally seen: on which account it was not easy to see her naked; for she used to wear a tunic which covered her whole person, and she never used the public baths. But on the solemn assembly of the Eleusinian festival, and on the feast of the Posidonia, then she laid aside her garments in the sight of all the assembled Greeks, and having undone her hair, she went to bathe in the sea; and it was from her that Apelles took his picture of the Venus Anadyomene; and Praxiteles the statuary, who was a lover of hers, modelled the Cnidian Venus from her body; and on the pedestal of his statue of Cupid, which is placed below the stage in the theatre, he wrote the following inscription:—
Praxiteles has devoted earnest care
To representing all the love he felt,
Drawing his model from his inmost heart:
I gave myself to Phryne for her wages,
And now I no more charms employ, nor arrows,
Save those of earnest glances at my love.
And he gave Phryne the choice of his statues, whether she chose to take the Cupid, or the Satyrus which is in the street called the Tripods; and she, having chosen the Cupid, consecrated it in the temple at Thespiæ. And the people of her neighbourhood, having had a statue made of Phryne herself, of solid gold, consecrated it in the temple of Delphi, having had it placed on a pillar of Pentelican marble; and the statue was made by Praxiteles. And when Crates the Cynic saw it, he called it “a votive offering of the profligacy of Greece.” And this statue stood in the middle between that of Archidamus, king of the Lacedæmonians, and that of Philip the son of Amyntas; and it bore this inscription— “Phryne of Thespiæ, the daughter of Epicles,” as we are told by Alcetas, in the second book of his treatise on the Offerings at Delphi. (1)
Alt dette er selv følgelig intet andet end en undskyldning for at gøre opmærksom på Jean-Léon Gérômes maleri Phryné devant l’Areopage fra 1861. Gérômes sans for detaljer kommer i den grad til udtryk i ansigterne på de forsamlede og maleriet indeholder i øvrigt en vidunderlig blanding af komik og drama og – ikke at forglemme – kvindelig skønhed, som vi herfra kun kan bifalde på det kraftigste.
Athenaeus:
But Apollodorus, in his book on Courtesans, says that there were two women named Phryne, one of whom was nicknamed Clausigelos,1 and the other Saperdium. But Herodicus, in the sixth book of his Essay on People mentioned by the Comic Poets, says that the one who is mentioned by the orators was called Sestos, because she sifted and stripped bare all her lovers; and that the other was the native of Thespiæ. But Phryne was exceedingly rich, and she offered to build a wall round Thebes, if the Thebans would inscribe on the wall, “Alexander destroyed this wall, but Phryne the courtesan restored it;” as Callistratus states in his treatise on Courtesans. And Timocles the comic poet, in his Neæra, has mentioned her riches (the passage has been already cited); and so has Amphis, in his Curis. And Gryllion was a parasite of Phryne’s, though he was one of the judges of the Areopagus; as also Satyrus, the Olynthian actor, was a parasite of Pamphila. But Aristogiton, in his book against Phryne, says that her proper name was Mnesarete; and I am aware that Diodorus Periegetes says that the oration against her which is ascribed to Euthias, is really the work of Anaximenes. But Posidippus the comic poet, in his Ephesian Women, speaks in the following manner concerning her:—
Before our time, the Thespian Phryne was
Far the most famous of all courtesans;
And even though you’re later than her age,
Still you have heard of the trial which she stood.
She was accused on a capital charge
Before the Heliæa, being said
To have corrupted all the citizens;
But she besought the judges separately
With tears, and so just saved herself from judgment.(2)
(1) (2) Athenaeus, Deipnosophistae 13.60, ovrs: C. D. Yonge 1854. (via Perseus)
Jeg er stødt på det på tryk tre gange inden for den sidste uge, senest i et læserbrev i Berlingske, hvor der stod følgende: “det er måske værd at huske på den gamle regel om, at der peger fire fingre ind mod en selv, når man peger fingre ad andre.” Nu ser jeg helt bort fra den kendsgerning, at det højst kan være tre fingre som peger tilbage på en selv, med mindre man peger med tommelfingeren, men helt ærligt; hvad er det for en måde at argumentere på?
Det er på niveau med børnehavelegepladsens “min far er stærkere end din far” og hvad endnu værre er, så er det et udtryk for den bizarre, men desværre ikke ualmindelige opfattelse, at enhver kritik af hvad andre siger og gør, ikke bare er upassende, men også ligefrem umulig, ud fra den demokratistiske opfattelse af, at hvis bare nogen har en mening om noget, så er den også gyldig, alene fordi dette menneske repræsentere denne mening. Enhver sit og enhvers mening tæller?
Intet kunne være mere forkert. Det er en stupid forfladigelse af enhver kvalificeret viden, og – for nu at eksemplificere med noget aktuelt af hensyn til de der ikke kan abstrahere – præcis den måde (ikke) at tænke på, som får forældre til at undlade at lade deres børn vaccinere, fordi de tror de kan vurdere bedre end deres læge.
I modsætning til denne infantile talemåde om fingerpegning, står ordsproget om at “man ikke skal smide med sten, når man selv bor i glashus”. Umiddelbart kan disse to talemåder lyde ens, men den altafgørende forskel er, at ordsproget om drivhuset er en specifik konstatering af at sådan skal man ikke gøre, mens fingerpegevarianten er generel påstand, som kunne omskrives til meningsløse “den der smider med sten, bor selv i et glashus.” Det tror jeg nu ikke …
— img via wikimedia
En 26-årig mand fra Aarhus er kommet i uføre, efter han forleden skrev tre forbudte ord på facebook. “Je suis Omar” er de magiske ord, som ifølge Dansk Folkeparti og andre skal kvalificere et fængselsophold af længere varighed.
Nu sidder jeg her i min stue og siger ordene højt ud i rummet – Je suis Omar – og smager på dem og forsøger at fornemme, om der skulle være en eller anden magisk kraft i dem, som gør dem så farlige. Måske de viser sig at være en trylleformular eller en slags besværgelse, der får selve helvedes porte til at åbne sig og dæmoner til at vælte ud? Jeg må dog erkende at ordene altså ikke smager af noget særligt. Måske fordi jeg rent faktisk ikke er Omar, måske fordi jeg ikke er muslim, måske fordi jeg overhovedet ikke sympatiserer med terror eller terrorister eller måske bare fordi jeg lige har drukket kaffe?
Prøver på dansk i stedet: Jeg er Omar! Heller ikke! Men hvad nu hvis jeg gentager dem? – Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! Jeg er Omar! – Intet! Faktisk kan jeg danse rundt på gulvet i stuen med armene i vejret og synge ordene uden at der sker en skid. Medmindre da at naboerne ser mig og melder mig til politiet, for så ryger jeg jo nok i fængsel.
Der er en pointe med det her, en pointe, som de politikere, der engang, mens sentimentalitetens og forargelsens tåger lå tungt over deres i forvejen ikke særligt veludrustede hjerner, vedtog denne lov, åbenbart ikke har fået med, nemlig misforholdet mellem at man vil straffe en mand for at sige de tre ord, som jo kun er blevet set af ganske få, mens alle danske medier, som har citeret ordene flere gange åbenbart kan gå fri.
Ja, han har udtryk sympati for Omar i en eller anden udstrækning, men hvis det er så farligt at nogen skulle udsige det og især at andre skulle høre det, hvorfor tillades danske medier så at referere og viderebringe sympatien? På den måde spredes den jo hurtigere og videre end den ellers nogensinde ville og når ud til medsympatisører, som ellers aldrig ville have set dem. Det er jo ikke sådan, at den sympati han har lagt i ordene, på magisk vis fordufter, blot fordi de bliver refereret, de ligger stadig immanent i ordene, som med mediernes mellemkomst, er blevet læst af hundredetusinder i stedet for et par hundrede.
Men lad os tage den tanke et skridt videre. Hvis Je suis Omar er forbudte ord, hvad så hvis man pakker dem ind i andre ord og i stedet siger En mand fra Aarhus sagde Je suis Omar, er det så pludseligt i orden? For så referer man jo bare. Eller hvis man nu i stedet sætter det i citattionstegn og skriver “Je suis Omar”, så kan det være enten et citat eller referat eller endda en ironisk distance til hele dette cirkus.
Faktisk kan du, kære læser, slet ikke være sikker på, at dette blogindlæg ikke bare er et dække for at kunne gentage de samme forbudte ord – Je suis Omar – igen og igen og igen. Måske undertegnede er medlem af et hemmeligt selskab af Omarister …
… eller måske er han ikke.
Så meget for ytringsfriheden i dette land. Det er stadig tilladt at udtrykke sympati for den statsterrorisme som Irakkrigen var; den blev jo gennemført på falske og forfalskede præmisser og kostede hundredetusinder af uskyldige mennesker livet. Der var også rigtig mange der med årene fik sympati – og gav udtryk for den – med den firedobbelte politimorder Palle Sørensen, efterhånden som han rådnede op i en fængselscelle. Det er i Danmark tilladt at være nazist og det er tilladt at udtrykke sympati for Hitler eller for Stalin, og bifalde deres gerninger som tilsammen fik taget livet af over 50.000.000 mennesker. Du må udtrykke sympati for Pol Pot og Gaddafi, for Rushdie og de Sade, for Nero og Djengis Khan, for Dahmer og Bundy, for Jesus og Muhammed, for Satan, for Pinochet og Franco, for Castro og Mao og for Arafat, som startede som rabiat terrorist, men endte med at tale i FN. Men ikke med Omar.
Så meget for ytringsfriheden i dette land. Vi kan tillade alt; sympati for de værste massemordere i historien, vi kan tåle at danske nynazister og venstresocialister stiller op til folketingsvalg, vi kan tåle at al verdens religioner latterliggøres (i hvert fald de andres religioner) og når tegninger i en dansk avis skaber kaos og spreder død i gaderne i fjerne lande, klapper vi i hænderne og kalder det ytringsfrihed. Men ve den, som udtrykker sympati for en sølle amatørterrorist, som skaber lidt røre i den lokale andedam. (For den tungnemme læser bør jeg måske gøre opmærksom på, at jeg taler om sympatierklæringer o. lign., jeg taler ikke om direkte opfordringer til terror eller andre former for ulovligheder.)
Ytringsfrihed er ikke kun ytringsfrihed for de, der siger det rette, det pæne, det almindelige, det fornuftige og det alle kan være enige i. Nej, ytringsfrihed er kun frihed, hvis den også gælder de, der siger alt det, som ingen kan lide og ingen ønsker at høre. Ytringsfrihed er friheden til også at sige det ekstreme, det ikke accepterede, det farlige og det upopulære. Ikke mindst er ytringsfriheden langt mere den andens ret til at tale om mig, end det er min ret til at tale om ham. Er der ikke frihed til at tale, for den der tænker noget andet, er der ingen ytringsfrihed overhovedet … eller med Rosa Luxemburgs (1871-1919) ord:
“Freiheit ist immer nur Freiheit des Andersdenkenden.”
Birte Rønn Hornbech: 
“Ytringsfriheden blev [..] ikke en grundlovssikret ret, for at flertallet skulle forhåne mindretal.
Tværtimod giver frihedsrettighederne os ret til at leve i Danmark med vor forskellige tro og kultur. Men uden gensidig respekt kan vi ikke leve med vore forskelligheder.
I øjeblikket er det, som om det ikke respekteres, at vi er nogle stykker, der virkelig ikke mener, at det er så sørens nødvendigt at blive ved med at optrykke gamle Muhammedtegninger.
Jeg er hamrende træt af at høre på debattører, der mener at have eneret på frihedsforståelsen, fortælle dem, der tænker anderledes, at de udøver selvcensur. Sludder og vrøvl.
Det er jo bare et forsøg på at knægte andres ret til at mene anderledes. Man kunne jo lige så godt hævde, at tegningerne for tilhængerne bare er et skalkeskjul for at komme med en muslimfjendtlig tilkendegivelse.”
Således skriver Birte Rønn Hornbech i dag i Politiken med sædvanlig fornuft og klarsyn. Hun er et af de få mandfolk i dansk politik.
Hvad kan man gøre andet end at konstatere, at der på den ene side står en større eller mindre gruppe muslimer, som tillader sig – på tværs af alle landegrænser og samfundslag og sociale strukturer – at tage alle andre menneskers meninger som noget meget personligt og er parate til at dræbe de, der måtte mene noget andet end de selv og at der på den anden side står en større eller mindre gruppe mennesker, der enten, som tilhængere af en religion ingen længere gider dø for, retter deres misundelse eller had mod enhver repræsentant for en religion, som stadig inspirerer passionerede tilhængere, eller som mennesker der for længst har mistet den livsfylde, som de kan se, at en yngre religionen giver til andre, retter deres had og foragt mod selvsamme gruppe og selvsamme religion.
Debatten er umulig at deltage i eller navigere i eller orientere sig i, fordi den er helt igennem styret af de skingre stemmer fra struberne på mennesker, som har bagtanke og hensigt og skjulte dagsordener og som styres af hadet mod de andre og mistroen mod det anderledes; uanset om det er oplysningens nedladenhed overfor religionen eller religionens mistro overfor forandring og fornyelse. Fornuften var et af de første ofre for den kamp og er forlængst blevet fordrevet fra den offentlige debat. Tilbage står blot hysteriet.
— Birte Rønn Hornbech: Hvorfor står vi så fast på retten til at håne og spotte profeten?, Politiken, d. 17/2 2015.
— Ill. ft.dk
Politiken kalder det “dokumentation” når de vælger at bringe en lydoptagelse af skudene mod Krudttønden lørdag eftermiddag. Ekstra Bladet behøver ikke et sådan filter, når de under overskriften “Den myrdede var kendt filminstruktør” ikke holder sig tilbage fra at vise en video af redningsfolk, der forgæves forsøger at redde livet på den mand, der blev skudt samme sted.
Tidligere på dagen havde Ekstra Bladet måttet nøjes med bringe øjenvidneberetninger fra stedet: “han døde gispende mellem hænderne på os” og “Vi forsøgte at stoppe blødningen. Det blødte kraftigt. I starten gispede han, men efterhånden blev det svagere og til sidst kunne vi ikke mærke puls.” og det har jo ikke nær samme underholdningsværdi … nyheds- og dokumentationsværdi som billede og lyd.
Efter attentatet mod Charlie Hebdo var pressen hurtigt ude med rygtet om at der cirkulerede en video, som viste hvordan terroristerne henrettede en på fortorvet liggende såret fransk betjent, men at den var så uhyggelig, at den blev fjernet igen flere steder fra. Måske af hensyn til offeret og hans familie. Konkurrencehensyn fik dog hurtigt mange medier på andre tanker: hvis den findes, så vil folk se den og det fik de lov til. De mere forsigtige medier valgte at vise videoen, men lod billedet fryse lige i det øjeblik terroristen retter våbnet mod den forsvarsløse betjent og altså overlade det til læserne at fantasere om selve skuddet. Andre var mere uforbeholdne og viste hele klippet.
Det er en svær balancegang. Ekstra Bladet oplevede i sidste uge en smule modvind, da de – uden at konferere med familien først – valgte at bringe billeder af to små børn, som var omkommet i en brand i et privat hjem. Det var for nogen at gå over stregen, selvom flertallet jo gerne vil se dem, akkurat som flertallet gerne vil vide mere om skyderiet i København i går og i nat. Der er formodentlig kun få der ikke ønsker detaljer og man kan vel sige, at jo mere afstumpede eller fantasiløse vi er, jo flere detaljer har vi brug for.
Når et øjenvidne fortæller, at den formodede gerningsmand ligger død uden for hans vindue og politiet banker på døren og fortæller, at de ikke må kigge ud (vel mere som et godt råd, end et direkte påbud) så er der nok ikke mange, som ikke forestiller sig hvordan det mon ser ud: den af politiets kugler gennemhullede terroist, som fik sin bekomst, liggende død på gaden midt i København i en pøl af sit eget blod. Hvem ville ikke gerne se et billede og få sat ansigt på ondskaben …
Det er godt nyhedsstof og gevinsten er flersidet for den nysgerrige og nydelsessyge læser.
Vi bliver gennem terroren mindet om vores egen dødelighed på en måde, som på en gang er tæt på – det foregår jo lige udenfor vores hoveddør – og alligevel ganske ufarlig; du løber stadig end større risiko for at blive dræbt i trafikken, end for at blive skudt af en terrorist, hvis du færdes på gaden i København. Eller som nogle unge mennesker på bytur, som Ekstra Bladet havde snakket med i nat, udtrykte det: “Vi tager hjem, det er for utrygt at være her. Vi tager hjem. Vi tager tilbage til Hillerød.”
Samtidig bliver vi præsenteret for en vidunderlig moralsk opkridtning af verden. Terroren præsenterer os for et perspektiv, en absolut ondskab, som for en stund kan få os til at glemme vore egne små fejl og mangler. Eller med andre ord: terroren gør os gode, ved at give os retten til moralsk forargelse over det onde i verden. (mere om hvorfor vi elsker at hade terroristerne her)
Men så er det altså heller ikke værre! Når vores statsminister udtaler at “Vi har smagt den grimme smag af frygt og magtesløshed …” så er det nok på tide med lidt perspektivering. Jeg er sikker på at civile i de områder i Irak og Syrien, som Islamisk Stat forsøger at erobre, nok for alvor kender til smagen af frygt og magtesløshed. Eller måske ikke engang magtesløshed, for de har muligheden for at gribe til våben og kæmpe imod og de gør det. Magtesløsheden er svær at få øje på, når sikkerheden og trygheden trods alle lurende farer aldrig er længere væk end Hillerød!
Terror er for det store flertal i den vestlige verden som aldrig kommer i personlig kontakt med den – desværre – i sidste ende ikke meget andet end god underholdning, et godt drama. De fleste er vel næppe bevidste om, hvad der rører sig i dem selv og spørger man dem, hvorfor de dog følger dette i nyhederne, hvorfor denne trang til dramatiske og makabre detaljer, ja så har de næppe et overbevisende svar. Hvis det det virkelig er så terroriserende, hvorfor indlader de sig så på at lade sig terrorisere? Et svar kunne være, at når vi læser om det, kilder det os på omtrendt samme måde levsbekræftende måde som en god thriller. Terroren får os til at føle og får os til at føle os i live og man kan sige, at i den henseende er terroren bedre end en god gyserfilm (men ikke så god som sex) og derfor kan vi ikke lade være med at lade os terrorisere. For det er jo en kendsgerning, at hvis ikke politikerne stillede sig op med alvorlige miner og råbte terror og forholdsregler og talte om frygt og magtesløshed og forsikrede os om at folkets tryghed er vigtigere end alt andet og hvis ikke pressen dyrkede det med absurd intensitet (med et tocifret antal artikler på hver eneste avishjemmeside) og vigtigst af alt, hvis ikke vi bare slugte det hele råt, ja så var nattens begivenheder intet andet og mere end blot to tilfældige drab begået af en tosse i sted i København.
… og så ville vi kunne trække på skuldrene og leve videre, som om intet var hændt.
En eller anden fortalte mig engang, at en sikker måde at spotte en løgner på, er at han ubevidst, for at overbevise både andre og sig selv, ofte vil gentage sin forklaring adskillige gange, eller fremkomme med flere forklaringer eller årsager til hvorfor han gjorde som han gjorde eller hvorfor han sagde det han sagde, i stedet for, som den der taler sandt, blot at ytre sin forklaring en gang. Den ærlige forventer som regel ikke at blive mistroet.
Står det virkeligt til troende, så står det særdeles skidt til med folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, som i weekenden stak af fra et mindre færdelsuheld i Frederikshavn, men som var så uheldig, at en den lokale betjent overværede hvordan han stod ud af bilen, besigtigede skaden og efterfølgende forlod stedet, uden at give den anden part besked om at han havde påkørt hans bil.
Den evige kilde til morskab fra folkedybet, Ekstra Bladet, har fanget Hr. Bøgsted for nedenstående kommentar og ja, tro det eller lad være, sådan refererer EB samtalen:
BB: Jeg havde bare en ‘bad day’. Det er nok det eneste, jeg nogensinde har lavet. Jeg havde simpelthen bare en dårlig dag.
EB: Havde du ikke opdaget, det var sket?
BB: Jo, men jeg havde bare en dårlig dag. Jeg kan kun undskylde alt det jeg kan, for selvfølgelig er det ikke acceptabelt. Jeg havde bare en dårlig dag, hvor det hel gik galt.
EB: Hvad gik galt?
BB: Det ved jeg ikke. Jeg havde bare en dårlig dag.
EB: Du skulle ikke nå noget?
BB: Nej, jeg havde bare generelt en off day. Det er det, det hele drejer sig om.
EB: Havde du drukket, var det derfor du kørte?
BB: Nej, overhovedet ikke. Kun kaffe
EB: Og der var ikke snaps i kaffen?
BB: Nej, det var der i hvert fald ikke.
EB: Frygter du en udsmidning af partiet?
BB: Jeg har haft en dårlig dag, så må jeg tage de konsekvenser, det giver, siger han.
En dårlig dag? Tja … når alle andre forklaringer er utilstrækkelige, kan man jo altid gentage den ene man har, messe den igen og igen, som en art bøn i håbet om, at en eller anden mindre guddom til sidst bliver så irriteret over at høre den gentaget, at han forbarmer sig over en og forvandler løgnen til den skinbarlige sandhed, eller måske bare i håbet om, at man kan gentage den så mange gange, at man i det mindste kan opnå den trøst som ligger deri, selv at blive overbevist om, at sådan forholder det sig rent faktisk. Undertiden er alt andet lettere end selverkendelsen …
Reelt er der dog ingen tilstrækkeligt dækkende undskyldninger i sådan en situation, heller ikke løgnerens absolut sidste udvej – når der ingen anden årsag er til miseren end egen svaghed – nemlig at skyde skylden på dagen, med det underforståede men helt igennem utilstrækkelige og lidet overbevisende forsvar, at det hele skam var dagens skyld og at sådan er man da normalt ikke.
Men det er man jo. I ovenstående tilfælde er det jo såre banalt; chancen for at redde egen røv har vejet tungere i øjeblikket, end samvittigheden overfor den person der er blevet voldt skade. Det er ikke særligt elegant eller værdigt, men måske nok menneskeligt. I sidste ende er det dog ikke andet, end et spørgsmål om en svag karakter; kunne du gøre det på dagen, kunne du gøre det når som helst, for det retskafne menneske bliver ikke pludselig forvandlet til en uærlig slyngel fordi dagen er dårlig eller fordi noget som helst andet.
Seneca konstarerede at ducunt volentem fata, nolentem trahunt, og man kan tilføje at hvad der gælder skæbnen, gælder også den offentlige moral; træder du aldrig ved siden af, havner sgu nok heller ikke i gabestokken. Det særdeles påtrængende spørgsmål om der overhovedet er nogen af os, som er fejlfri, ja det lader vi ligge, som den indiskretion det ville være at stille det.
— DF’er stak af fra trafikuheld, EB, d. 9. feb. 2015
Efter det kom frem forleden, at Islamisk Stat (som jo slet ikke er en stat, men blot en bande afstumpede bøller med en uhyggelig mængde våben og matchende mentalitet) havde taget livet af en tilfangetagen jordansk pilot ved at spærre ham inde i et bur og sætte ild til ham, har Jordan i en reaktion herpå fremskyndet henrettelsen af en dødsdømt og tilsyneladende uduelig kvindelig selvmordsbomber, som Islamisk Stat egentlig havde forsøgt at udveksle med selvsamme pilot, selvom de allerede havde myrdet ham længe forinden.
Videoen af drabet på piloten, optaget i hd, med udvaglte sekvenser i slow og med perverst stemningsfuld underlægningsmusik blev offentliggjort forleden på flere mere eller mindre obskure medier, men hurtigt fjernet igen: den er absolut ubehagelig, både hvad angår selvehandlingen og hvad angår tankerne, der ligger bag dens fremstilling.
Ovenpå dette er det måske en forståelig følelsesladet reaktion fra Jordans side, at man henretter en i forvejen dødsdømt fange. Det kunne nu også ses som en temmelig rationel handling: så er hun da af vejen og der kommer ikke flere forsøg på at udveksle hende med tilfangetagne gidsler. Vi kan ikke vide og kommer aldrig til at vide, hvilke tanker der ligger bag.
Men uanset, så går den slags lystmord jo ikke an i en moderne verden og til Politiken, d. 4/2 2015 udtaler lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet, Søren Schmidt følgende vurdering af Jordans reaktion:
“Det virker uklogt. I stedet for at holde sig fra det beskidte spil, mudrer man sig selv til. Man kan være så godt som sikker på, at Islamisk Stat nu tænker, at det er deres tur næste gang til at give igen.”
Man kunne nok, og med nogen rimelighed, indvende, at Islamisk Stat ikke har lavet andet, end at give verden igen og igen og igen og det har de gjort overalt, hvor de har haft mulighed for det, ved at dræbe og filme drabet på ethvert gidsel de kan få fat på, i et sikkert velkalkuleret forsøg på at støde alle normale mennesker fra sig og efterfølgende tiltrække det pak, som måtte være tilovers.
Det bliver ikke bedre af, at Søren Schmidt fortsætter retfærdiggørelsen af egen pacifisme, med at konstatere at “henrettelserne af de to fanger kan medvirke til en polarisering, der kan blive farlig for Jordan.” Mon ikke offentliggørelsen af videoen som ovenstående still stammer fra, i forvejen har trukket fronterne tilstrækkeligt tydeligt op, såvel i Jordan som i resten af verden? Hvoraf kommer denne berøringsangst overfor konsekvenserne af krig og strid? Hvoraf denne berøringsanst overfor døden? Hvoraf denne frygt for at engagere sig helhjertet i det beskidte spil? Man kan nu engang ikke muge ud i stalden, uden af få lort på støvlerne.
Jeg kommer til at tænke på Enhedslistens udenrigsordfører (sic!) Christian Juhl, som i oktober naivt udtalte til Politiken, d. 17/10 2014:
“Der skal indgås dialog med ISIL, uanset hvor vanskeligt det kan se ud.”
og endvidere, adspurgt om han troede man kunne overtale IS til noget, svarede:
“Jamen, hvorfor ikke. Hvis man bruger en kombination af at få lukket totalt af for, at de kan sælge olie, stopper alle sponsorbetalinger til dem og så går ind og siger »Hey, nu skal det stoppe, ellers har I ingen venner på den her jord«. Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?”
Jamen, de har allerede ingen venner på jord. I hvertfald ingen normale, empatiske, rationelle mennesker. De betår af og følges af ligesindende religiøse tosser og, som jeg vist har skrevet tidligere (se: fools of the world), så kan man ikke tale fornuft med religiøse fundamentalister. Jo mere formørkede mennesker er, i deres urokkelige tro på at deres egen gud er udgangspunktet for den eneste universelle og evigt gyldige sandhed, jo mindre tilbøjelige er de, til at lytte til fornuft og logik. Det er ret enkelt.
Derfor er kun et middel der virker overfor menneske som disse, og det er at besvare hårdt med hårdere og kort sagt dræbe flere af dem, end de kan nå at dræbe af os og ikke mindst at gøre det hurtigt og effektivt, inden deres gift spreder sig mere end højst nødvendigt.
Écrasez l’infâme!
– o O o –
Som en kuriøsitet, da manden tilsyneladende er fuldstændig blottet for fornuft og omtanke, skal da lige tilføjes Christian Juhls imbecile svar på det ret påtrængende spørgsmål:
“Christian Juhl, hvem forestiller du dig rent praktisk skal indlede dialogen med IS?
Det skal de, der har den bedste kontakt til dem. Det besynderlige er jo, at vestlandene, især USA, har trænet dem på et tidspunkt, og Qatar og Saudi-Arabien, som nu er med i den koalition, har været store økonomiske støtter af dem, så derfor må der være nogle kontakter. Jeg har ingen kontakter til dem, så jeg aner ikke en pind om det …” (Politiken, d. 17/10 2014)
Nej, tydeligvis ikke! Personligt kunne jeg nu godt tænke mig, at se Christian Juhl sendt afsted på en fredsbevarende mission til Isilland, hvor han med hvidt flag i den ene hånd og en arabisk parlør i den anden, kunne forsøge at udrive Allahs udsendte af deres vildfarelser. Måske vi oven i købet kunne være så heldige, at Isilerne ville dokumentere mødet på en fin lille video.
— Forsker: Hævn-henrettelser i Jordan er vand på Islamisk Stats mølle. Politiken, d. 4/2 2015
— EL kræver dialog med Islamisk Stat. Politiken, d. 17/10 2014
— Still fra video (via dumpert.nl)
… og i disse tider, hvor der er så megen snak om de fremmede og hvad de er for nogen, med deres mystiske primitive religioner og deres besynderlige sprog og hvor disse kendsgerninger misbruges af mentalt mindrebemidlede politikere og andre misforstre, så kan man jo alligevel godt, som en modvægt til de blogindlæg ovenstående links henviser til, gennem nobelprismodtageren Rudyard Kiplings øjne, tage et poetisk kig på, hvad der egentlig er på spil, med alt det der fremmede og anderledes.
For samfundsdebatten er for længst ødelagt og polariseret i et stædigt og ubøjeligt og stupidt for eller imod, men jeg, jeg er hverken for eller imod.
Jeg er begge dele og ingen af dem på een gang, for hvordan skulle jeg kunne vide hvad der det rette og det fornuftige, splittet som jeg er, mellem tanken om at alt skal forandres til det fundamentalt anderledes og ukendte og tanken om at alt skal forblive i det forfærdelige velkendte og kedsommelige.
Kipling skrev for lidt over hundrede år siden:
The Stranger within my gate,
He may be true or kind,
But he does not talk my talk —
I cannot feel his mind.a
I see the face and the eyes and the mouth,
But not the soul behind.The men of my own stock
They may do ill or well,
But they tell the lies I am wonted to.
They are used to the lies I tell,
And we do not need interpreters
When we go to buy and sell.The Stranger within my gates,
He may be evil or good,
But I cannot tell what powers control
What reasons sway his mood;
Nor when the Gods of his far-off land
Shall repossess his blood.The men of my own stock,
Bitter bad they may be,
But, at least, they hear the things I hear,
And see the things I see;
And whatever I think of them and their likes
They think of the likes of me.This was my father’s belief
And this is also mine:
Let the corn be all one sheaf —
And the grapes be all one vine,
Ere our children’s teeth are set on edge
By bitter bread and wine.
