OM

Til den velvillige læser er en introduktion næppe nødvendigt, men til de lidt mere vrangvillige kan en forklaring være på sin plads.

Thomas De Quinceys (1785-1859) skrev:

"It is impossible to conciliate readers of so saturnine and gloomy a class, that they cannot enter with genial sympathy into any gaiety whatever, but, least of all, when the gaiety trespasses a little into the province of the extravagant. In such a case, not to sympathise is not to understand; and the playfulness, which is not relished, becomes flat and insipid, or absolutely without meaning."(1)

og fodnotede andetsteds:

It seems almost ludicrous to guard and explain my use of a word in a situation where it would naturally explain itself. But it has become necessary to do so, in consequence of the unscholarlike use of the word sympathy, at present so general, by which, instead of taking it in its proper sense, as the act of reproducing in our minds the feelings of another, whether for hatred, indignation, love, pity, or approbation, it is made a mere synonyme of the word pity; and hence, instead of saying "sympathy with another," many writers adopt the monstrous barbarism of "sympathy for another."(2)

For den velvillige læser er alt dette måske naturligt, for den knapt så velvillige kan vi kun forsikre om, at intentionen er ikke at forfalde til det "træge og humørforladte" og det herfra forventes at der deltages i samme ånd. "Træghed og humørforladhed" er i øvrigt vist karakteristika der oftest kan tilskrives den moralske klasse af mennesker, altså ikke de, der opfatter moral som noget rent deskriptivt, omend fornuftsmæssigt lidt løst forankret og dog alligevel relativt nyttigt, men de der synes at forveksle moral med sentiment, med følelse ... deres følelser. Der er vist intet for dem på disse sider, fordi — med en omskrivning af Bulwer-Lyttons ord — "there is nothing so agonizing to the fine skin of ~~vanity~~ ... ~~sensitivity~~ ... morality as the application of a rough truth."

Vi accepterer helhjertet mennesker og holdninger fra fortiden — det alt sammen, faktisk, hver tid sine paradigmer — og at man havde en anden moral og derfor en anden opfattelse af mangt og meget, uanset om det er religion, køn, politik, (menneske)rettigheder, kvinder (og mænd), opdragelse og vi har intet problem dermed. Vi har heller intet problem med at for eksempel Mark Twain (1785-1859) brugte ordet "nigger" (helt præcist 219 gange i Adventures of Huckleberry Finn) og vi bliver ikke stødte over at se ordet på skrift. Vi ligger heller ikke under for nogen trang til at censurere, fordømme eller tage afstand fra fortiden, når den på denne vis er i modstid med vor egen tid. Vi accepterer at mennesker som Mark Twain levede i en tid, hvor værdier der er uforenelige med vores eksisterede. Men fortiden kan ikke svare for sig, og det er vores overbevisning, at vi ved at pege fingre af og irettesætte dem, ikke forsøger andet end bekvemt at fjerne fokus fra vore egne fejl og mangler.

Så derfor tror vi også på at en vis mængde sympati med det man læser er forudsætningen for at forstå, især hvis det inddrager det der ligger bare lidt uden for ens egen tid og undertiden kan selv empati være på sin plads, hvis man vil genkende noget af en selv i det man læser. Historikeren Christopher Browning gør en pointe ud af at kunne skelne:

"This recognition does indeed mean an attempt to empathize. What I do not accept, however, are the old clichés that to explain is to excuse, to understand is to forgive. Explaining is not excusing; understanding is not forgiving.(3)

Men Browning skrev også om et emne, hvis hovedpersoner i begrænset omgang stadig kunne tænkes at være i live. Fjerner vi os historisk længere fra vor egen tid er hverken undskyldninger eller tilgivelse nødvendige overvejelser.

Så vi konstaterer at intet er mere givende end at acceptere, forklare eller forstå forskelligheder og vi accepterer hellere fortiden for det den var, end nutiden for det den er blevet og konstaterer — med Marlowe og med stor alvor — at "there is no sin but ignorance."(4)

Overfor den synd finder vi hverken plads til accept eller nogen som helst sympati; vores lyst til at forklare helt sikkert kan udstrækkes i den retning og det samme gælder også lysten til at forstå, men at accepten har sine klare begrænsninger vil tydeligt fremgå.

- o O o -

BEMÆRK: Al tekst som ikke tydeligt er skrevet af andre, er omfattet af copyright og jeg har en rigtig god og nidkær advokat ved hånden, skulle det blive nødvendigt.

(1) Thomas De Quincey: Postscript. (1854)
(2) —: On the Knocking at the Gate in Macbeth. (1823)
(3) Christopher Browning: Ordinary Men. N. Y. 1992 → (4) Chrisopher Marlowe: The Jew of Malta.

Udentitel

OM

META