Holberg: Om Frygt for Døden

Epistola CDXXIV - Om Frygt for Døden

Endeligen er Mad. N. N. efter lang udstanden Svaghed udi en høj Alder udi Herren hensoven. Ingen burde glæde sig mere ved Døden, og ingen haver dog ladet se større Frygt og Rædsel for at dø; thi hun kunde ikke taale, at nogen vilde advare hende derom. Dette og andre Exempler styrke mig i de Tanker, at de fleste Menneskers Idrætter styres ikke af Fornuften, men at enhvers Temperament er Hjulet, som driver det frem. hi man ser en rig og graahærdet Mand med lige saadan Bekymring at samle paa Penge, som en fattig og ung at øse dem ud, og en svag og gammel at dø med storre Frygt og Rædsel end en ung og frisk. Saadant synes at være unaturligt, men er dog ikke, efterdi det er saa meget almindeligt, hvorudover, naar man vil bebrejde en gammel Mand hans Frygt for Doden, som man ikke mærkede hos ham udi hans Ungdom eller Manddom , kan han svare: Du vil blive ligesaa, naar du kommer til min Alder, og naar du mindst Aarsag haver til at onske dit Livs Forlængelse. Fornuft, Lærdom og Undervisning haver saaledes ikke den Virkning, som man indbilder sig; thi en lærd kan forfalde til samme Skrøbeligheder som en ulærd, en fornuftig til de samme som en ufornuftig; thi ét er at besidde Forstand, et andet er at føre sig saadan Gave til Nytte. Det hedder hos de fleste: Video meliora &c. (1) Lærdom, Undervisning og god Optugtelse er vel ikke unyttig, men giver dog Mennesket ikke et andet Hjærte og en andenComplexion, thi den rører ikkun ligesom den udvortes Hud.

(1) Video meliora etc Jeg ser det gode (og gjør det onde).

Erfarenhed viser jo, at det, som man kalder den sunde Fornuft og fattede Principia, virke ikke saa meget hos Mennesker som foregives; thi man ser, at en svagtroende og en stærktroende, en Kætter og en Orthodox, en Hedning og en Kristen, en Roman-Katholik, der tror, at Sjælen skal passere igjennem den forfoerdelige Skoersild, og en Protestant, som holder for, at den farer lige til Himmelen, dø enten med lige Bekymring eller med lige Sinds Rolighed, saa at derfore den mer og mindre Standhaftighed, som findes hos Agonisanter [= person der ligger for døden], fornemmeligen kan tilskrives Sygdom mens Egenskab og Legemets Constitution, hvilken er anderledes udi en end udi en anden Alder. Børn ere ligesom Machiner, efterdi Fornuften hos dem ikke er bleven moden, og ældgamle Folk ere fast udi samme Tilstand, efterdi Fornuften hos dem er bleven alt for moden og ligesom ankommen. Middelaldrige Mennesker derimod ere udi nogen bedre Stand, efterdi Fornuften hos dem er kommen til den rette Væxt. Jeg siger i nogen bedre Stand; thi Passioner, som udi den Alder gemenligen stærkt regere, gjore ikke lidet Skaar derudi. Jeg vil dog herved ikke sige, at Fornuften og gode fattede Principia udi saadan Fald aldeles intet kan virke, det var at gaa alt for vidt; thi man haver set stærktroende Mennesker eller Martyrer at do, ikke alene med storste Sinds Rolighed, men endogsaa med Glæde. Saadant kan ikke nøgtes, med mindre man vil nægte Historie og Erfarenhed. Thi endskjont Ambition og Begjærlighed efter Martyr-Tronen kan have været Tønder hos nogle, saa haver den dog ikke været hos alle. Jeg siger derfor ikkun, at Fornuft og fattede Principia gemenligen eller hos de fleste ikke have den Virkning, som foregives, og at den mer eller mindre Sinds-Rolighed, som mærkes hos Mennesker i sidste Dødstime, kan fornemmeligen tilskrives ovenmeldte Aarsager. Nogle ville maaske holde for, at hvad som jeg her haver anført, er ilde grundet, og at jeg gjør Mennesker til halve Machiner ved at tillægge Temperament, Alder og Legemets Complexion saadanne Virkninger, men det gjør ingen gode at tale mod Erfarenhed. En gammel Mand siger vel: hvad skulde jeg bekymre mig om Penge og om Rang, og hvi skulde jeg frygte for Døden; thi Penge og Titler ere mig udi denne min Alder til ingen Nytte, og det er ikkun unge Mennesker alene, som synes at have Aarsag at frygte for Døden. Saadan Tale er helt fornuftig, men Levned svarer ikke dertil; thi man ser, at Ambition og Gjerrighed tilvoxe med Alderen, saa at man gemenligen ikke faar Lyst til en Ting, før end man ikke behøver den mer, og at man mest frygter for Doden, naar man haver mindst Aarsag at frygte. Hvad som mest styrker og bevæbner en Agonisant, er det, som mindst Virkning burde have, nemlig at Døden er almindelig for alle, at Menneskets Levetid er ikkun kort, og at unge og gamle, rige og fattige ere samme Skæbne underkastede; thi det hedder: Dulca commune naufragium(2), og er det troligt, at Dødstanker vilde bringe Agonisanter udi Fortvivlelse, hvis de ikke vare forvissede om, at alle de, som bivaane og assistere dem i den sidste Time, vilde inden kort Tid folge dem efter.

(2) Dulca commune naufragium, det er en Trost, naar man lider Skibbrud, at det er fælles for alle.

Jeg maa herudi selv bekjende min egen Skrøbelighed. Da jeg paa mine udenlandske Rejser en Gang udi Genua laa saa heftig syg, at jeg intet Haab havde til Livet, tilstaar jeg, at jeg havde stor Skræk for Døden, og endskjønt jeg forestillede mig alle de Argumenter, som min Skriftefader kunde anføre til Opmuntring, saa fremturede jeg dog udi min Skrøbelighed. Men da jeg just udi denne Tilstand fik at hore, at og den store Kong Ludvig d. 14. nyligen ved Døden var afgangen, tænkte jeg: Hvad er dit Liv at regne mod saadan Mands! Jeg besluttede derfore strax at lade alle mine Prætentioneer falde, og min forrige Poltronneri [= at være en kujon; fejghed] blev forvandlet til Heroismus. Ja, jeg mærkede saaledes, at de grundigste Raisons ikke have de stærkeste Virkninger hos Mennesker; thi de kraftigste, som man kan forestille sig, er at blive forløset af en syndig Verden, hvorudi man er mange Fristelser underkastet, for at komme til et bedre Liv. Men jeg haver viset, at smaa synlige Ting ud­virke mere end store, som ere usynlige, og gjør det ingen gode at tillægge Mennesker de Dyder, som de ikke besidde. Jeg erindrer en Gang at have bivaanet en syg, som vilde nødig dø. Jeg stræbede at betage ham den Frygt ved de kraftigste theologiske Argumenter, men det syntes, at han bevægedes ikkun lidet deraf. Endeligen sagde jeg: Vi maa forestille os vort Liv som et Assemblée eller Aftenforsamling, hvor en gaar fra Selskabet Klokken ti, en anden Klokken elleve, og den tredje Klokken tolv. Ved denne Lignelse fattede han Mod, rejste sig op udi Sengen og sagde: Hvad vil det da sige at dø lidt for eller lidt sildigere? Saa at jeg mærkede, at dette Argumentum ad Hominem(3) virkede kraftigft. Ellers contribnerer ikke lidet hertil Legemets Constitution, som ikke er den samme paa en Tid og udi en Alder som i en anden. Jeg forundrer mig derfore ikke over, at en gammel sygelig Dame som Mad. * * lod se saadan Skræk for Doden, da hendes Datter, som var udi hendes blomstrende Alder, og som derhos var forlovet og snart haabede at komme udi Brudeseng, dode som en Heroinde. Jeg forbliver etc.

(3) Argumentum ad Hominem, Bevis, der soerlig passer overfor den Person, det gives til.