Death in the Iliad - 4
Book 4
Antilochus (A) kills Echepolus (T) (spear in the head) (4.529)
Agenor (T) kills Elephenor (A) (spear in the side) (4.543)
- The bold Antilochus the slaughter led,
- The first who struck a valiant Trojan dead:
- At great Echepolus the lance arrives,
- Razed his high crest, and through his helmet drives;
- Warm’d in the brain the brazen weapon lies,
- And shades eternal settle o’er his eyes.
- So sinks a tower, that long assaults had stood
- Of force and fire, its walls besmear’d with blood.
- Him, the bold leader of the Abantian throng,
- Seized to despoil, and dragg’d the corpse along:
- But while he strove to tug the inserted dart,
- Agenor’s javelin reach’d the hero’s heart.
- His flank, unguarded by his ample shield,
- Admits the lance: he falls, and spurns the field;
- The nerves, unbraced, support his limbs no more;
- The soul comes floating in a tide of gore.
- Trojans and Greeks now gather round the slain;
- The war renews, the warriors bleed again:
- As o’er their prey rapacious wolves engage,
- Man dies on man, and all is blood and rage.
Wilster (6. 457-472):
- Først Antilochos vog en tapper og malmklædt Troer,
- Djerv blandt Forstridshelte, Thalysios’ Søn Echepolos.
- Først hans haaromflagrede Hjelm i Spolen han ramte,
- Spydet i Panden ham foer, heelt ind gjennem Benet sig trængte
- Kobberets stingende Od, og Mulm omhylled hans Øine;
- Brat han faldt, som et styrtende Taarn, i den hidsige Kampfærd
- Flux den Faldne ved Fødderne greb den Helt Elephenor,
- Chalkodons Søn, som var Drot for Abanternes modige Skare;
- Ivrig han slæbte ham bort fra Spydenes Ram, for hans Rustning
- Strax af Krop ham at drage, dog kort blev denne hans Idræt.
- Just som han Dødningen slæbte, den Helt Agenor det mærked,
- Og i hans Side, som blottet for Skjold stak frem, da han Kropp
- Bøied, han jog ham det kobberne Spær, og gav ham sin Helsot.
- Saa forliste han Livet; en gruelig Dyst om den Faldne
- Mellem Achaier og Troer sig reiste paastand, og som Ulve
- Foer mod hinanden de løs, og Mand slog Mand saa han tumled.
Due:
- Først fik Antilochos dræbt en hjelmbuskbærende Troer ,
- en af de bedste i fronten, Thalysios’ søn Echepólos .
- Lige i næserodsværnet på hjelmen med hestehårsfane
- drev han ham lansen i panden så bronzen gik tværs gennem brasken,
- ind så hans hjerne brast. Og sort blev det da for hans øjne,
- og han faldt om i den hidsige strid som et tårn når det ramler.
- Chalkodons søn, den kry Elefénor , Abanternes fyrste,
- greb ham i foden og haled ham bort fra lansernes svirren
- da han var opsat på i en fart at få skrællet den faldne
- både for våben og værn. Men det blev et kortvarigt tiltag:
- For som han slæbte med liget og bøjed sig frem, kom hans flanke
- ud under skjoldet; det så den stolte Agenor og jog ham
- bronzeodslansen i livet og lammede alle hans lemmer.
Johnston:
- Antilochus was the first to kill a man—
- a well-armed Trojan warrior, Echepolus,
- son of Thalysius, a courageous man,
- who fought in the front ranks. He hit his helmet crest,
- topped with horsehair plumes, spearing his forehead.
- The bronze point smashed straight through the frontal bone.
- Darkness hid his eyes and he collapsed, like a tower,
- falling down into that frenzied battle. As he fell,
- powerful Elephenor, son of Chalcodon,
- courageous leader of the Abantes, seized his feet,
- and started pulling him beyond the range of weapons,
- eager to strip him of his armour quickly.
- But Elephenor’s attempt did not go on for long.
- Great-hearted Agenor saw him drag the dead man.
- He stabbed Elephenor with his bronze spear,
- right in his exposed side, where his shield left him
- vulnerable as he bent down. His limbs gave way,
- as his spirit left him. Over his dead body,
- Trojans and Achaeans kept fighting grimly on,
- attacking like wolves, man whirling against man.
Det var første omgang og spørgsmålet melder sig: oversættelse vs. gendigtning? Gendigtning absolut, til enhver tid fristes jeg til at sige, hvis man vil have oversættelse kan man jo bare læse originalen i stedet, ikke? Pope er i særklasse.
His flank, unguarded by his ample shield,
Admits the lance: he falls, and spurns the field;
The nerves, unbraced, support his limbs no more;
The soul comes floating in a tide of gore.
I rest my case.
Og videre ...
Telamonian Ajax (A) kills Simoeisius (T) (speared in the nipple) (4.549)
- In blooming youth fair Simoisius fell,
- Sent by great Ajax to the shades of hell;
- Fair Simoisius, whom his mother bore
- Amid the flocks on silver Simois’ shore:
- The nymph descending from the hills of Ide,
- To seek her parents on his flowery side,
- Brought forth the babe, their common care and joy,
- And thence from Simois named the lovely boy.
- Short was his date! by dreadful Ajax slain,
- He falls, and renders all their cares in vain!
- So falls a poplar, that in watery ground
- Raised high the head, with stately branches crown’d,
- (Fell’d by some artist with his shining steel,
- To shape the circle of the bending wheel,)
- Cut down it lies, tall, smooth, and largely spread,
- With all its beauteous honours on its head
- There, left a subject to the wind and rain,
- And scorch’d by suns, it withers on the plain
- Thus pierced by Ajax, Simoisius lies
- Stretch’d on the shore, and thus neglected dies.
Wilster (6. 473-489):
- Aias den Telamonide nu først Simoeisios dræbte,
- Manden Anthemions blomstrende Søn; ved Simois’ Bredder
- Havde hans Moder ham født, da hjem hun vandred fra Ida,
- Hvor hun var fulgt med Forældrene hen at besee deres Hjorder;
- Derfor de havde ham kaldt Simoeisios; sine Forældre
- Lønned han ei for sin Barndoms Tugt, thi stakket hans Livstid
- Blev, der han faldt betvungen med Spyd af den modige Aias.
- Just som han vandrende kom, traf Telamons Søn ham i høire
- Bryst ved Vorten, og tvers gjennem Skuldren den kobberne Spydsod
- Gik, og i Støvet til Jord han styrtede plat som en Poppel,
- Som paa en stor siidliggende Eng opvoxed i Mosen,
- Glat om Barken, men Grenene skjød i Veiret om Toppen,
- Og med det blinkende Jern Vogntømreren fælder dens Stamme,
- Fælger at krumme deraf til Hjul for en prunkende Vognkarm,
- Strakt den ligger ved Bredden af Flod for at tørres i Luften;
- Saa Simoeisios faldt, Anthemions Søn, for den ædle
- Aias,
Antiphus (T) kills Leucus (A) (speared in the groin) (4.569)
Odysseus (A) kills Democoön (T) (spear through the head) (4.579)
- At Ajax, Antiphus his javelin threw;
- The pointed lance with erring fury flew,
- And Leucus, loved by wise Ulysses, slew.
- He drops the corpse of Simoisius slain,
- And sinks a breathless carcase on the plain.
- This saw Ulysses, and with grief enraged,
- Strode where the foremost of the foes engaged;
- Arm’d with his spear, he meditates the wound,
- In act to throw; but cautious look’d around,
- Struck at his sight the Trojans backward drew,
- And trembling heard the javelin as it flew.
- A chief stood nigh, who from Abydos came,
- Old Priam’s son, Democoon was his name.
- The weapon entered close above his ear,
- Cold through his temples glides the whizzing spear;(1)
- With piercing shrieks the youth resigns his breath,
- His eye-balls darken with the shades of death;
- Ponderous he falls; his clanging arms resound,
- And his broad buckler rings against the ground.
(1) Popes oversættelse er forsynet med meget pædagogiske noter af Rev. Theodore Alois Buckley, M.A., F.S.A og på dette sted har ham med følgende kommentar: I may, once for all, remark that Homer is most anatomically correct as to the parts of the body in which a wound would be immediately mortal. Og det er jo mægtigt rart at vide, men spørgsmålet er måske nok om man med denne smukke død: The weapon entered close above his ear, // Cold through his temples glides the whizzing spear; // With piercing shrieks the youth resigns his breath, // His eye-balls darken with the shades of death; ville have anatomisk korrekt tid og overskud til at udgyde særligt mange piercing shrieks. Man kan have sin tvivl.
Wilster (6. 488-504):
- Saa Simoeisios faldt, Anthemions Søn, for den ædle
- Aias, men flux mod denne sit skærpede Spyd gjennem Stimlen
- Antiphos slynged, Kong Priamos’ Søn med det brogede Pandser;
- Rigtignok feiled han Aias, men Leukos, Odysses’s bolde
- Svend, i Lysken han traf, da han Dødningen slæbte tilside;
- Ned over denne han styrted, og Liget af Hænderne faldt ham.
- Høist forbittret i Hu ved hans Fald blev Drotten Odysseus;
- Rustet med skinnende Malm han gjennem de forreste Rækker
- Skred, og trædende nær han slynged sin glimtende Landse,
- Stirrende trindt omkring; flux Troerne vege tilbage,
- Da med sit Spær han sigted, og ei han kasted et Glipkast,
- Thi Kong Priamos’ Slegfredsøn Demokoon traf han,
- Som fra Abydos var kommen, hvor hurtige Heste man fostred;
- Høist forbittret i Hu for sin Svend Odysses ham stødte
- Spydet i Tindingen ind, saa den kobberne Od af den anden
- Tinding kom farende ud, og Mulm omhylled hans Øine,
- Brat han faldt saa det drøned, og Pladerne klirred om Manden.
Peirous (T) kills Diores (A) (hit with a rock, then speared in the gut) (4.598)
- Apollo thus from Ilion’s lofty towers,
- Array’d in terrors, roused the Trojan powers:
- While war’s fierce goddess fires the Grecian foe,
- And shouts and thunders in the fields below.
- Then great Diores fell, by doom divine,
- In vain his valour and illustrious line.
- A broken rock the force of Pyrus threw,
- (Who from cold Ænus led the Thracian crew,)
- Full on his ankle dropp’d the ponderous stone,
- Burst the strong nerves, and crash’d the solid bone.
- Supine he tumbles on the crimson sands,
- Before his helpless friends, and native bands,
- And spreads for aid his unavailing hands.
- The foe rush’d furious as he pants for breath,
- And through his navel drove the pointed death:
- His gushing entrails smoked upon the ground,
- And the warm life came issuing from the wound.
Thoas (A) kills Peirous (T) (spear in the chest, sword in the gut) (4.608)
- His lance bold Thoas at the conqueror sent,
- Deep in his breast above the pap it went,
- Amid the lungs was fix’d the winged wood,
- And quivering in his heaving bosom stood:
- Till from the dying chief, approaching near,
- The Ætolian warrior tugg’d his weighty spear:
- Then sudden waved his flaming falchion round,
- And gash’d his belly with a ghastly wound;
- The corpse now breathless on the bloody plain,
- To spoil his arms the victor strove in vain;
- The Thracian bands against the victor press’d,
- A grove of lances glitter’d at his breast.
- Stern Thoas, glaring with revengeful eyes,
- In sullen fury slowly quits the prize.
- Thus fell two heroes; one the pride of Thrace,
- And one the leader of the Epeian race;
- Death’s sable shade at once o’ercast their eyes,
- In dust the vanquish’d and the victor lies.
- With copious slaughter all the fields are red,
- And heap’d with growing mountains of the dead.