Bøger

"I skal endelig ikke købe for mange bøger: I læser jer bare ihjel."

Sagt af tutor på Syddansk Universitet til de nye filosofistuderende under en rundvisning i boghandelen, d. 31 august 200- og overhørt af undertegnede.

Mig bekendt er der aldrig nogen der er omkommet under forsøget på at læse en bog – selvom der sikkert er mange der har følt at det snærpede der hen ad når de en sen nattetime lå i livtag med Phänomenologie des Geistes – og det er da vist kun idioter der tror at man kan eje eller læse for mange bøger. Der er aldrig ikke nogen der har taget den ringeste skade af at læse for meget og da slet ikke filosoffer; for selvom man ingenlunde bliver filosof af at læse filosofi, bliver man det helt sikkert heller ikke ved at vide for lidt.

Så hvis man ikke ligefrem hedder Helge Sander og mener at fordybelse og dannelse er overflødigt pjat – jvf. kronikken i JP, d. 16/11 2005 – så kan man vist godt sige at læsning generelt kan anbefales.