Jeg var til et forældremøde i sidste uge på den skole, hvor mine børn går, og til det møde hørte jeg en forælder efterlyse flere kreative fag og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke fattede pointen lige med det samme.

Hvad der var tale om, var dette: den pågældende forælder havde en opfattelse af, at der er to slags elever, nemlig de boglige og de kreative, to i øvrigt ligestillede grupper, hvor den ene er dygtig til matematik, dansk, fysik og engelsk, mens den anden gruppe er dygtig til noget andet – det må de jo være, i demokratiets hellige navn – og de er så ‘kreative’! Hvad denne kreative kompetence i øvrigt bestod af, blev jeg aldrig rigtig klar over, men det stod dog klart, at den var en modsætning til det at være bogligt dygtig.

Det forholder sig nu engang sådan, at “kreativitet destrueres eller trues ikke af boglighed” (skrev Annegrethe Rasmussen, citeret her), men måske skulle man pensle det lidt mere ud og tilføje, kreativitet er ikke en modsætning til faglig dygtighed.

Nogle børn er bare dygtigere end andre og det kan da godt være, at det ikke er rart som forælder at skulle erkende, at lille Birger ikke er så skarp i skolen, men hvad får man ud af at lyve for sig selv? Når samme forælder forsvarede sit standpunkt med en konstatering af, at der skam er masser af mennesker, som tjener rigtig mange penge i de kreative fag, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at dette ikke bare er et udslag af en virkelighedsflugt baseret på det socialdemokratiske “hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære“, men langt mere er et verdensbillede, der er udsprunget af X-Factor.

En mere frugtbar tilgang til virkeligheden kunne jo være, at omtalte forældre ikke bare resignerede ind i kreativiteten, men i stedet indså, at så må lille Birger bare arbejde desto hårdere for at få sin eksamen…