Kristendom

“For hen ved to tusinde år siden var livet for jøderne i Palæstina under det ene fremmede herredømme efter det andet blevet så uudholdeligt at de blev grebet af had til selve livet (dette ellers så livskære og og livsglade folk!) og ikke kunne se anden udvej for elendigheden end verdens umiddlbart forestående undergang. Sådan lød deres trøst: verden vil gå under i morgen eller i næste uge, himmerige er nær, helvede ligeså, så det skal vel nok blive sjovt at se disse rovgriske romere og disse “dannede”, umoralske grækere sprælle i svovlpølen… “Verden angår os ikke længere”: kun ud fra det synspunkt kan den kristne moral forstås og forklares. Praktiseres kan den naturligvis ikke så længe “verden” har den uforskammethed at bestå.

Hvordan denne moral og denne religion kunne “sejre” (her er citationstegnene om nogensinde på sin plads!) over alle andre på trods af at verdens undergang udeblev, og hvordan det er gået til at den i dag er Europas og Amerikas herskende religion – ja det er en anden historie […]

Men at den kristne moral ikke duer for os: det er klart som solskin.”


— Hjalmar Söderberg: Tidens usle magter. Essays og aforismer. København 1992

I Kunsten skal Livet kendes

[20230707//Glyptoteket]

Min store Smerte!
Jeg vil ikke flygte fra dig —
thi da forfølger du mig,
og jeg vil heller ikke
bedøve dig med Laster —
thi da er du Herre over mig;
men jeg vil se dig i Øjnene,
og tvinge dig i Støvet,
med min Sjæls Kraft!


— Hulda Lütken: Drømmen, Gyldendalske Boghandel, Kbh. 1940.

Om dumhed

“På den anden side elsker de dumme heller ikke visdom og tragter heller ikke efter at blive vise. Problemet med dumhed er […], at selvom man hverken er et ordentligt menneske eller særligt klog, så synes man at det går fint. Hvis man ikke tror, man mangler noget, ønsker man selvfølgelig ikke det, man ikke tror at mangle.” (Pl. Symp. 204a)

Schleiermachers overs.:

“Eben so wenig philospohieren auch die Unverständigen oder bestreben sich weise zu werden. Denn das ist eben das Arge am Unverstande, daß er ohne schön und gut und vernünftig zu sein, doch sich selbst ganz genug zu sein dünkt. Wer nun nicht glaubt bedürftig zu sein, der begehrt auch das nicht, dessen er nicht zu bedürfen glaubt.”


— Platon: Samlede Værker bd. II, København 2010, s. 360

Endlles Dystopia

[20170507]

"Am Jüngsten Tag, wenn die Posaunen schallen
Und alles aus ist mit dem Erdeleben,
Sind wir verpflichtet, Rechenschaft zu geben
Von jedem Wort, das unnütz uns entfallen."

"Paa Dommedag, naar de Basuner skralde,
Og alt henvisner, som var nys i Live,
Da ere vi forpligtet Regnskab give
For hvert et Ord, vi lod unyttig falde."


J. W. Goethe: Warnung. Overs. Emil Aarestrup.

Desinteresseret Selskab

[20180416]

Sørgeligt skrigende Fugle!
alle de taagede Dage
den evigt skændende Krage,
om Natten den klagende Ugle.

Er det saa svært at skikke
sig ensomt blandt øde Grene,
sidde hver Aften ene,
— hvorfor tier I ikke?


Viggo stuckenberg: Sidste Digte, 1906.

Om at sige sin mening.

"Kender vi den ikke alle, kampen om overtaget som sommetider udspiller sig i vort sind imellem trangen til at sige, hvad der ligger os på hjerte og snusfornuftens sleske stemme, der vil tale os fra det. Kender vi ikke alle den klamme fornemmelse, det er, når vi en en forsamling tav med vores tanke, fordi den var vor og derfor forekom os suspekt, ja næsten illegitim; fordi vi lå under for forestillingen om, hvordan visse toneangivende tilstedeværende ville reagere, dersom vi udtalte den højt; fordi vi nøjeregnende som købmænd vejede fordele og ulemper imod hinanden; fordi vi lod vor deltagelse basere sig sig på en ussel cost-benefit beregning. Vor tanke betød ikke nok for os, til at vi turde forlade os på den. Samtidig havde vi hovedtelefonens allestedsnærværende automatstemme i øret: Hvorfor være dum og plapre ud med, hvad du tænker, når du måske allerede om en uge vil se anderledes på sagen! Hvorfor medvirke til at splitte foreningen eller partiet, når målet er at nå til enighed! Og hvem ved! Sæt vi i fremtiden fik brug for støtte af netop dem, som vi i dag ville skubbe fra os med vor ubesindige åbenhjertighed. I situationen faldt det os kort sagt ikke ind, at vi gjorde både os selv og gruppen en bjørnetjeneste vedat tie. Vi vidste ikke bedre og kendte ikke os selv. Vi forstod ikke, hvad for en pris det var vi betalte."


— Per Smidl: Yttringsfrihed. Kbh. 2006. s. 20-21. Bogen anbefales ubetinget.

Om at sige sin mening.

"Kender vi den ikke alle, kampen om overtaget som sommetider udspiller sig i vort sind imellem trangen til at sige, hvad der ligger os på hjerte og snusfornuftens sleske stemme, der vil tale os fra det. Kender vi ikke alle den klamme fornemmelse, det er, når vi en en forsamling tav med vores tanke, fordi den var vor og derfor forekom os suspekt, ja næsten illegitim; fordi vi lå under for forestillingen om, hvordan visse toneangivende tilstedeværende ville reagere, dersom vi udtalte den højt; fordi vi nøjeregnende som købmænd vejede fordele og ulemper imod hinanden; fordi vi lod vor deltagelse basere sig sig på en ussel cost-benefit beregning. Vor tanke betød ikke nok for os, til at vi turde forlade os på den. Samtidig havde vi hovedtelefonens allestedsnærværende automatstemme i øret: Hvorfor være dum og plapre ud med, hvad du tænker, når du måske allerede om en uge vil se anderledes på sagen! Hvorfor medvirke til at splitte foreningen eller partiet, når målet er at nå til enighed! Og hvem ved! Sæt vi i fremtiden fik brug for støtte af netop dem, som vi i dag ville skubbe fra os med vor ubesindige åbenhjertighed. I situationen faldt det os kort sagt ikke ind, at vi gjorde både os selv og gruppen en bjørnetjeneste vedat tie. Vi vidste ikke bedre og kendte ikke os selv. Vi forstod ikke, hvad for en pris det var vi betalte."


— Per Smidl: Yttringsfrihed. Kbh. 2006. s. 20-21. Bogen anbefales ubetinget.

Alene

[20180418//FaaborgMuseum]

Da ubevidst jeg sang og sad alene
Med mine søde Drømme, vilde Tanker ...


— Christian Winther: Sang og Sagn. 1858

Afmagt

Brudstykke af en samtale mellem en mor og hendes fem-årige søn, overhørt i en bybus i Odense i den forgangne uge, da de netop var steget på den halvtomme bus og på vej ned bagest i den:

“Hvorfor skal vi altid sidde nede bag i? Du ved godt jeg bliver køresyg af det.”

Ha! Og jeg som troede, at bunden ville være nået med det som pædagoger vist kalder for “børns demokratiske medbestemmelse” og som i sig selv kan være absurd nok. At det nok ikke kunne blive meget værre, end alle disse håbløse forældre, som tilsyneladende er helt uden lyst og evne til at begrænse deres møgungers hæmnings- og grænseløse selvudfoldelse og selviscenesættelse.

Men nej. det var altså ikke barnet, som tiggende spurgte mor, hvorfor de altid skulle sidde nede bag i bussen. Det var hans fuldstændig magtesløse 30+ årige mor, som åbenbart helt havde opgivet sin rolle som autoritet og opdrager, og overgivet sig selv og magten til ungen på en måde, som trodser enhver opfattelse af i hvor ekstrem grad begræbet forkælelse kan udfoldes i praksis.

Måske man burde have sagt noget til hende lige der på stedet, men den gang som nu savner jeg ord …

Skønhed!

Stor ødelæggelse indeholder undertiden en særegen storslået skønhed og er kilde en megen fascination, uanset at æstetikken er uløseligt knyttet til en ikke ligefrem stille død.

Hvordan ville du helst dø? I ensomhed efter tre ugers sygdom i sengen på et plejehjem eller ved at fordampe på et sekund efter at have set døden i øjnene stående på den strand?


— Ill: Operation Crossroads, Bikini 1946.