Scaphisme

I den store spændende kategori af ting som du strengt taget ikke behøver at vide for at leve et lykkeligt liv, følger her beretningen om Mithridates’ død som beskrevet af Plutark.

And, therefore, he decreed that Mithridates should be put to death in boats; which execution is after the following manner: Taking two boats framed exactly to fit and answer each other, they lay down in one of them the malefactor that suffers, upon his back; then, covering it with the other, and so setting them together that the head, hands, and feet of him are left outside, and the rest of his body lies shut up within, they offer him food, and if he refuse to eat it, they force him to do it by pricking his eyes; then, after he has eaten, they drench him with a mixture of milk and honey, pouring it not only into his mouth, but all over his face. They then keep his face continually turned towards the sun: and it becomes completely covered up and hidden by the multitude of flies that settle on it. And as within the boats he does what those that eat and drink must needs do, creeping things and vermin spring out of the corruption and rottenness of the excrement, and these entering into the bowels of him, his body is consumed. When the man is manifestly dead, the uppermost boat being taken off, they find his flesh devoured, and swarms of such noisome creatures preying upon and, as it were, growing to his inwards. In this way Mithridates, after suffering for seventeen days, at last expired. (→)

Scaphisme, “en med langsomme Pinsler forbunden Livsstraf“, (1) nemlig ved at fastgøre offeret mellem to udhulede træstammer, på sådan vis at kun arme, ben og hovede stikker ud, give dem honning til til både ind- og udvortes brug og udstille dem i solen og lade insekter og andet kryb foretage resten af henrettelsen. Sytten dage er i øvrigt lang tid.

Lukian har en lignende men måske lidt mere raffineret historie:

“‘I’ve got it!’ said someone at last, after various proposals had been considered and turned down. ‘Now you must admit this is a real stroke of genius. It’ll mean sacrificing the donkey, but he’s always been too nervous to be very much use to us, and now he’s pretending to be lame—and anyway he aided and abetted the girl in her attempt to escape. So let’s slit his throat tomorrow morning, and rip open his stomach and pull out all the guts. Then we can put our young friend inside him with just her head sticking out, so that she doesn’t suffocate immediately. When we’ve got her comfortable, we can sew up the donkey’s stomach, and put them both out for the vultures. I bet they’ve never had such a tasty dish before. But just think what it’ll be like for her! First of all having to take up residence in a dead donkey—then being cooked in a sort of oven on a hot summer’s day under the blazing sun—then slowly dying of hunger, and not even being able to suffocate herself—not to speak of the other little inconveniences like the smell of the rotting carcass and the worms crawling all over her. And finally, the vultures will probably eat their way in and start tearing her to pieces while she’s still alive, under the impression that she’s part of the donkey.’ Everyone applauded this proposal and appeared to consider it a wonderful inspiration, but I was absolutely horrified. As if it was not bad enough to have my own throat cut, my wretched body was doomed to become the grave of that poor innocent girl!”

En ikke specielt rar måde at komme af dage på, men en ting er sikkert, og det er, at trods Politikens og andre velmenende humanisters nidkære forargelse over hvad der overgik Gaddafi efter han faldt oprørernes hænder – tænk sig, man har ved inspicering af diverse filmklip kunnet observere Gadaffi prukken i numsen med en pind – så skal slynglen nok bare prise sig lykkelig over at han levede i det 20. og 21. århundrede! Man har behandlet tyranner og andre med betydeligt mindre sentimentalitet til andre tider.


(1) jvf. Meyer – af det græske σκάφη, et kar, trug eller båd og latin scapha, en lille båd.
— Plutark. John Drydens oversættelse fundet her.
— Lucian: Lucius or the ass. Trans. by Paul Turner. Bloomington 1958

Efteraaret

Som Stormfugle over det mejede Agerland Timerne flyr,
Og Solen fører sin Dagfragt tungt gennem susende Skyer.
Det tykner med regnvaade Nætter efter hver solbleg Dag,
og endt er de tætvoxte Markers frodige Aftenbehag.


— Sophus Claussen: Pilefløjter, 1899

Fordybelse

“Samtidig med at folkekirken, statskirken, mister noget af sin opbakning, fortsætter folk med at være religiøst interesserede. Folk tror lige så meget i dag som for 30 år siden, de tror bare på en ny måde, og de søger svarene på livets store spørgsmål andre steder end i kristendommen.

De går over i den nyspirituelle verden. Det er ikke sådan, at folk tager det store skift og konverterer til en anden religion, det ville være gammeldags. Nej, man fortsætter sit individualiserede, moderne liv og tager det fra religionernes store lager, som man nu synes, man kan bruge. Folk siger, at de er religiøse – men på deres egen måde.

Nogle begynder at tro på reinkarnation eller læser en bog af Hummels direktør, Christian Stadil, om personlig karma, hvor de finder nogle bud på, hvordan de kan få succes i tilværelsen, og så tænker de i øvrigt ikke så meget mere over det.

Andre har måske et barn, der skriger hver nat, så man tager barnet til zoneterapeut, hvor der så ligger foldere om gaver fra Østen og livsvisdom fra hinduismen, og alt det der sammenstykker man på sin egen måde og får så religionernes store bolsjebutik.

Det hele smager sødt, der er forskellige farver, man tager lige, hvad man har lyst til, og så lader man resten være. Det giver en selvreligion, som jeg kalder google-buddhisme.”

Generalsekretæren i Det Danske Bibelselskab Morten T. Højsgaard i Politiken


— Mette Højbjerg: Forfatter: Google-buddhismen tager over efter Jesus. Politiken, 29/10 2011

Ære!

I går blev Libyens tidligere diktator slæbt hårdt såret ud af den kloak i hvilken han havde søgt at gemme sig, efter den konvoj han flygtede i var blevet angrebet fra luften. Ikke så meget historien, men de umiddelbare omstændigheder minder jo ikke så lidt om de, under hvilke den tidligere kollega Saddam Hussein blev taget til fange i 2003.

Ceaucescu Spørgsmålet man må stille sig selv og de to herrer hvis det dog bare var muligt, er, hvorfor pokker de dog ikke for længe siden selv valgte hvordan de ville forlade denne verden som for længst ikke havde mere at byde på for dem, for dog i det mindste at forlade den med en smule værdighed i behold og ikke mindst for at berøve deres (politiske) modstandere muligheden for at pågribe dem i live og ikke mindst for at berøve modstanderne fornøjelsen af at få lov at slå dem ihjel.

At den rumænske diktator Ceausescu blev henrettet i en baggård efter en skueproces af værste slags, er den skæbne som diktatorer både må imødese at lide og, endnu værre måske, blive husket for. Tilgivelse er sjældent det som står øverst på deres modstandernes mentale huskeseddel.

Hvad havde en Gaddafi dog forventet ville ske da en flok oprørere fik fat på ham under alt andet end velordnene omstændigheder. Hvis hans sidste ord virkelig, som det er blevet refereret, var “Skyd mig ikke!” hvilke forventninger havde han da til resten af sit liv? At det hele måske nok skulle gå alligevel?

Gaddafi Der er ikke megen ære i at blive slæbt gennem gaderne i mere eller mindre miserabel tilstand, for efterfølgende at få skudt en kugle for panden. (youtube video) Der er endnu mindre ære i forinden at tigge og bede for sit liv. Og det er ikke en værdig død at få skudt en kugle for panden af en eller anden tilfældig oprørssoldat, en af mange som sikkert ligefrem står i kø for at få æren af at kunne fortælle sine børnebørn at det var ham som skød Gadaffi. Man kan virkelig godt tillade sig at beklage sig over manglen på format hos diktatorer verden over efterhånden som de falder. Måske de håber på en slags avanceret pensionsordning som den Marcos havde sikret sig inden sit exil på Hawaii?

Det overvejende sandsynlige er trods alt nok en pludselig og brutal død og at verden på den vis får ulignet års urimeligheder og uretfærdigheder og derfor kan man måske forstå at Bin Laden, som jo trods alt kæmpede mere for idealer og principper end egen fordel, da han blev taget på sengen, i det mindste kæmpede imod og døde og endnu mere at Hitler tog sit eget liv frem for at falde i russernes hænder.

Nero Så måske skal man bare vende sig mod historiens større slyngler for at finde det format, der også kommer til udtryk gennem valget af et nogenlunde værdigt endeligt. Her Nero hos Sveton:

Meanwhile, letters being brought in by a servant belonging to Phaon, he snatched them out of his hand, and there read, “That he had been declared an enemy by the senate, and that search was making for him, that he might be punished according to the ancient custom of the Romans.” He then inquired what kind of punishment that was; and being told, that the practice was to strip the criminal naked, and scourge him to death, while his neck was fastened within a forked stake, he was so terrified that he took up two daggers which he had brought with him, and after feeling the points of both, put them up again, saying, ” The fatal hour is not yet come.” One while, he begged of Sporus to begin to wail and lament; another while, he entreated that one of them would, set him an example by killing himself; and then again, he condemned his own want of resolution in these words: ” I yet live to my shame and disgrace: this is not becoming for Nero: it is not becoming. Thou oughtest in such circumstances to have a good heart: Come, then: courage, man!” The horsemen who had received orders to bring him away alive, were now approaching the house. As soon as he heard them coming, he uttered with a trembling voice the following verse,

"ἵππων μ᾽ ὠκυπόδων ἀμφὶ κτύπος οὔατα βάλλει."

"The noise of swift-heel’d steeds assails my ears;"

he drove a dagger into his throat, being assisted in the act by Epaphroditus, his secretary. A centurion bursting in just as he was half-dead, and applying his cloak to the wound, pretending that he was come to his assistance, he made no other reply but this, “‘Tis too late; and “Is this your loyalty ?” Immediately after pronouncing these words, he expired, with his eyes fixed and starting out of his head, to the terror of all who beheld him. He had requested of his attendants, as the most essential favour, that they would let no one have his head, but that by all means his body might be burnt entire. And this, Icelus, Galba’s freedman, granted.

Gadaffi kunne som Nero have citeret Iliaden og med et “Grandt mig lyder for Øren rapfodede Gangeres Hovtramp“, have skudt sig en kugle for panden og med fordel inden han kravlede ned i kloaken. På den anden side kan man også vælge at se på det således, at han fik det endeligt som passede til ham og den person han nu engang var.

Det er et spørgsmål om karakter, intet andet.

Star Wars I (3D) (2012)

Star Wars George Lucas (som om han manglede penge) har tænkt sig at genudgive samtlige Star Wars film i 3D, den første i starten af 2012.

Er der virkelig aldrig nogen der har fortalt Lucas hvor helt igennem elendige – på flere plan – de første tre Star Wars film er? (Altså ikke de tre første som er de sidste, men de første som blev lavet sidst.) De bliver altså ikke bedre af at blive spredt udover flere dimensioner. Og selv de tre første, som altså er de sidste, undslipper altså ikke selve tiden, som, på trods af hvor nyskabende de end var dengang, har været temmelig hård ved dem.

Der er kun en ting at sige til det her. Lad være med at betale for at se det lort, for så kan det være manden når at stoppe vanviddet, inden han når til episode fire, som jo egentlig er et okay eventyr sat på film og skal det absolut være (og du ikke kan løfte dig selv op til at se den første Star Trek i stedet), så se den. Igen. I 2D! [imdb]

Excalibur (1981)

Excalibur Sammen med Deliverance, Hope and Glory og til dels The Heretic er denne film højdepunktet af John Boormans karriere, der som ovenstående viser også spænder vidt, og som altid med Boorman er det film med et eftertænksomt twist, der placerer dem lidt uden for den store masse af Hollywood-produktioner.

Aldrig har historien om Arthur og hans riddere været fortalt med sådan indsigt og respekt for drager, magi og myte.

Cast (Williamson, Mirren) musik (Wagner, Orff), billede og script går op i en højere enhed og bliver ikke meget bedre drama end det her.
(Eneste indvending herfra er den pinligt iøjnefaldende nepotisme.) [imdb]

Alle fire anbefales kraftigt.

Excalibur anbefales ubetinget.

The Exorcism of Emily Rose (2005)

The Exorcism of Emily Rose Ved sin usædvanlige blanding af både tør realisme (retsalsdrama) og det overnaturlige (besættelse og exorcisme) såvel som overbevisende skuespilpræstationer opnår denne film (i det mindste overfor undertegnede), hvad ikke ret mange andre film har formået de seneste år, nemlig at leve op til betegnelsen “gyser”!

Filmen indeholder nogle ret stærke scener, der efterlod undertegnede med et væsentligt ubehag og en dybfølt og vist helt naturlig trang til at gribe ud efter sofapuderne. Dét skal forstås som en anbefaling.

Her er der garanteret gåsehud samtidig med at den fortæller en egentlig ganske god men sørgelig historie om en ung piges tragiske endeligt. Baseret på en sand historie, eller noget ... [imdb]

Anbefales ubetinget.

Endeløs Tomhed

“Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed! Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen? Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid. Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted. Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb. Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe. Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre. Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen. Kommer der noget, om hvilket man siger: “Se, her er da noget nyt!” det har dog for længst været til i Tiderne forud for os, Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.”


— Præd. 1,1-11 (1931)

Eensomheden

“Det er en frygtelig Satire og et Epigram over den nyere Tids Timelighed, at den eneste Anvendelse man nu veed at gjøre af Eensomheden er en Straf, er Fængslet. Hvilken forskel siden den Tid, da man, hvor verdslig end Timeligheden altid har været, dog troede paa Klosterets Eensomhed, da man altsaa ærede Eensomheden som det Høieste som det Eviges Bestemmelse – og nu da man afskyer den som en Forbandelse, saa den kun kan bruges som Straf over Forbrydere. Ak, hvilken Forandring.”


— Kierkegaard: Pap. VIII.I A40

Transorbital Lobotomi

Image without description

I den store spændende kategori af ting som du strengt taget ikke behøver at vide for at leve et lykkeligt liv, falder forklaringen på ovenstående billede, visende Walter Freeman som foretager en lobotomi på Western State Hospital.

Processen er simpel: Patienten sættes ud af spillet med to hurtige electrochok til hovedet, hvorefter en issyl indsættes under øjenlåget og føres op over øjeæblet og bankes gennem bagsiden af øjenhulen med en hammer. Issylen føres fire-fem centimeter ind i hjernen og indgrebet fuldføres ved at bevæge issylen lidt på samme måde som når man pisker et æg.

Ingen bedøvelse, intet blod, ingen ar. Det tager mindre end ti minutter og patienten kan sendes hjem samme dag med intet andet end et blåt øje og lidt hovedpine! Enkelte andre bivirkninger (incl. dødsfald) kunne påregnes.

Året er 1949. Freeman nåede at foretage flere tusinde af disse indgreb frem til midten af 1950’erne.


To videoer (pt. utilgængelige) som demonstrerer indgrebet kan ses her og her.